
Justin Janssen forlænger til sommeren 2030
15.05.2026 07:30
Vores 19-årige midtbanemand Justin Janssen har forlænget sin aftale med FC Nordsjælland, så den nu gælder helt frem til sommeren 2030.
Justin Janssen debuterede allerede i Superligaen tilbage i august 2024, men i denne sæson har han for alvor fået etableret sig på holdet med masser af minutter og mål mod både Fredericia og Viborg. I alt er han i alle turneringer indtil videre noteret for 45 kampe og fire mål for FC Nordsjælland, mens det undervejs foreløbig også er blevet til 17 landskampe for de danske U-landshold.
Du kan læse meget mere om Justin Janssen her.
Fodbolddirektør Alexander Riget
– Justin har længe været inde i en rigtig god udvikling og har i løbet af sæsonen etableret sig som en vigtig spiller på vores superligahold. Det skyldes godt og hårdt arbejde af både Justin og vores trænerstab, og det er kun lige begyndt, så derfor er det helt naturligt, at vi forlænger aftalen med ham. – Vi er glade for, at med denne aftale er Justin nu sikret den stabilitet, der skal til, for at han kan udvikle sig til at blive endnu bedre. For selv om han har gjort det godt i denne sæson, er der helt sikkert også ting, han stadig kan forbedre. – Samtidig er forlængelsen et eksempel på, at vi gerne vil udvise rettidig omhu med vores aftaler med spillerne, så vi har så mange af vores største talenter som muligt på langvarige aftaler. Og vi er glade for, at vi kan fortsætte samarbejdet med Justin, som har været i klubben i mere end et årti og er en god repræsentant for vores spillestil, fodboldfilosofi og værdier.
Justin Janssen
– Jeg er superglad for, at jeg nu har forlænget min aftale med FC Nordsjælland. Jeg har været en del af klubben, siden jeg var otte år gammel, og jeg har altid været glad for at være her, så det var oplagt for mig at forlænge aftalen. – FC Nordsjælland er jo en klub, der giver unge spillere chancen. Det gjorde de også med mig, og så kunne jeg heldigvis gribe den. Samtidig har jeg også fået tid til at udvikle mig, og når man får det i et miljø med stærke medspillere og dygtige trænere, har man alle forudsætninger for at blive bedre. – Det synes jeg, at jeg er blevet, og specielt denne sæson har været god. Jeg har fået spillet mig ind på holdet, og jeg er superglad for den tillid, som trænerne har vist mig. Og jeg synes også, at jeg har levet op til den tillid på banen. Nu glæder jeg mig bare til at skabe rigtig mange flere gode minder med FC Nordsjælland.

