
Victor Nelsson vender hjem til FC Nordsjælland
02.09.2026 19:01
FC Nordsjælland har i dag hentet den 27-årige centerforsvarer Victor Nelsson i Galatasaray. Han har underskrevet en fire-årig aftale gældende frem til sommeren 2030.
Victor Nelsson kom første gang til FC Nordsjælland fra Hornbæk IF, da han var 11 år gammel tilbage i foråret 2010. Han voksede til i akademiet og fik allerede Superliga-debut som 17-årig den 12. september 2016 på udebane mod AGF.
I alt blev det til 98 kampe i alle turneringer for FC Nordsjælland over tre sæsoner med bronzemedaljerne i 2018 som et højdepunkt undervejs, mens han også var anfører for Superliga-holdet i 2018/19-sæsonen.
I sommeren 2019 blev Victor Nelsson solgt til FC København og var der i to sæsoner, før hans fodboldrejse i sommeren 2021 gik videre til tyrkiske Galatasaray, hvor han var fast mand på holdet i de første tre sæsoner og blev tyrkisk mester i 2023, 2024 og 2025. I foråret 2025 var han på lån i AS Roma, mens han fortsatte med et lejemål i Serie A i hele 25/26-sæsonen hos Hellas Verona.
Så det er en internationalt rutineret centerforsvarer, der også indtil videre er noteret for i alt 50 kampe i diverse europæiske turneringer og foreløbig 18 landskampe for Danmark, som nu vender hjem til FC Nordsjælland.
Fodbolddirektør Alexander Riget:
- Vi er stolte over, at vi er lykkedes med at hente Victor tilbage til FC Nordsjælland. Han er en meget dygtig forsvarer på internationalt niveau, der forstærker os som hold. Samtidig er han den første af vores tidligere spillere, som vi har hentet hjem på en lang kontrakt. Det har længe været et erklæret mål for os, nu er det lykkedes med Victor, og vi håber selvfølgelig, at flere vil tage den samme vej tilbage i de kommende år. - Vi har løbende været i kontakt med Victor, og nu opstod den helt rigtige mulighed for begge parter, og så gjaldt det bare om at slå til. Det kunne vi gøre, fordi vi hele vejen gennem dette transfervindue har fået stor opbakning fra vores ejerskab og bestyrelse, mens Victor selv også har gjort en stor indsats for, at vi kunne komme i mål med en aftale. - Fodboldmæssigt får vi naturligvis en spiller ind på et meget højt niveau, der kender klubben og vores spillestil. Victor er en fysisk stærk forsvarer og en dygtig duelspiller, han er god til at forsvare feltet og god på standarder, og han har et fint niveau med bolden. Han har et kæmpe forsvarsgen og går ind i hver eneste kamp med stor dedikation. - Vi glæder os meget til at se Victor i FC Nordsjælland-trøjen igen.
Victor Nelsson:
- Da jeg forlod FC Nordsjælland i sin tid, var det med et løfte om, at jeg nok skulle vende tilbage på et tidspunkt, og jeg er meget glad for, at det hele kunne passe sammen nu. Jeg har hele tiden været i kontakt med klubben, og jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg meget gerne ville tilbage til FC Nordsjælland en dag. Jeg har glædet mig til det, så det har faktisk været et par meget følelsesfulde dage for mig. - For det var her, jeg havde en virkelig god ungdomstid og fik mine første sæsoner som seniorspiller, så det bliver helt fantastisk at trække trøjen over hovedet igen, se tilhængerne på stadion igen, møde alle mine nye medspillere... Ja, bare at have min daglige gang i Farum igen. - Jeg glæder mig også til alle de sportslige udfordringer, der venter. Klubben står allerede et rigtig godt sted, og nu glæder jeg mig til at være med til at gøre FC Nordsjælland endnu stærkere. Og så er det også fedt, at holdet allerede er i gang med et europæisk eventyr. Det bliver fantastisk alt sammen.

