
Formationsskifte var med til at sikre sikker sejr til U19-holdet over FC Midtjylland
08.09.2026 11:06
Efter skuffelsen i Viborg fik U19-drengene i den grad taget revanche med en flot og fortjent sejr på 3-0 over FC Midtjylland. William Faber åbnede og lukkede scoringen, mens Tjalfe Svendsen gjorde det til 2-0 11 minutter før halvtid i den nye rolle som wingback, som formationsskiftet til 3-4-3 åbnede op for. Og den nye formation var en succes.
- Vi syntes, at 3-4-3-formationen matchede FC Midtjylland godt, for det gav os både mulighed for at presse dem højt i deres opspil, mens vi samtidig også var lidt mere polstrede i bagkæden til at stå imod dem, når de slog den langt. Formationen er et greb, vi har i værktøjskassen, som vi også har set det på Superliga-holdet, og så må vi se, om vi kommer til at gøre det igen. Det gav i hvert fald god mening mod FC Midtjylland, og spillerne skal have stor ros for at tage imod systemændringen og levere rigtig godt i den, siger den tilfredse cheftræner Mathias Thomsen.
Det første mål var på en flot omstilling, hvor Victor Gustafsen blev spillet fri af Rayan Bardghji i højre side og lagde den skråt tilbage til William Faber, der scorede sikkert, mens 2-0 scoringen blev sat ind af Tjalfe Svendsen, der var fri til afslutning efter et sideskift og flot sparkede den op i det lange hjørne. Og 10 minutter efter pausen blev kampen så afgjort, da Villads Rutkjær spillede Faber fri med en fantastisk dyb bold, som angriberen lod hoppe en enkelt gang, før han halvflugtede den over målmanden.
- Drengene fulgte vores gameplan til punkt og prikke, og det gav en sikker sejr. De gjorde tingene sammen, og når vores kollektiv fungerer så godt, er vi svære at dæmme op for. Og så var det også godt at se, at FC Midtjylland fik lov til at smage deres egen medicine med de omstillinger, som vi var rigtig farlige på undervejs, siger Mathias Thomsen.
Kampen gav en flot sæsondebut til Oliver Klang efter en skadespause, mens Mohamed Daff også fik sine første minutter i U19-ligaen og imponerede med en fornem debutant-tale i omklædningsrummet efter kampen. Og så fik vi også held med at appellere udvisningen af Rutkjær fra kampen i Viborg, for den blev annulleret, hvilket så betød, at den store stopper var med fra start.
Næste opgave for U19-holdet er allerede i morgen onsdag, hvor det gælder udekampen mod Randers klokken 16.00 i det kronjyske.
5 september 2026
4. runde: FCN - FCM 3-0
28: 1-0 William Faber
34: 2-0 Tjalfe Svendsen
55: 3-0 William Faber
Startopstilling:
Andreas Søndenbroe
Villads Rutkjær - Magnus Rasmussen - Matej Tuka
Victor Gustafsen - Arthur Israel - Oliver Klang - Tjalfe Svendsen
Rayan Bardghji - Leonel Eklund - William Faber
Udskiftninger:
58: Vaboue Doumbia ind for Tjalfe Svendsen
58: Leutrim Calluku ind for Rayan Bardghji
58: Nico Ercan ind for Oliver Klang
80: Oskar Wørts ind for Arthur Israel
80: Mohamed Daff ind for Villads Rutkjær



