
FC Nordsjælland skriver kontrakt med Oliver Zachariassen
31.03.2026 08:30
I lørdags fyldte han 15 år, og i dag kan Oliver Zachariassen glæde sig over sin første kontrakt med FC Nordsjælland.
Den 15-årige midtbanespiller kom til Farum i sommeren 2024 fra FC København og er en dynamisk og moderne midtbanespiller, der bidrager både offensivt og defensivt med sin store arbejdsradius. Med høj intensitet, stærk teknik og god spilforståelse har han allerede vist, at han kan være en dominerende spiller i banens motorrum.
Oliver Zachariassen har nu fremtiden på plads i Farum de næste tre år, hvor han til daglig er en del af klubbens U15-hold.
Oliver Zachariassen
- Det er en rigtig stor dag for mig og min familie. Jeg er meget glad og taknemmelig for den tillid, FC Nordsjælland viser mig, og jeg glæder mig til flere gode år i klubben. - Jeg håber, at jeg kan vise mig godt frem på ungdomsholdene i de kommende år - både i de hjemlige ligaer og internationale turneringer - og på sigt er det en stor drøm for mig at løbe ind på Right to Dream Park og spille i Superligaen. - FC Nordsjælland er det helt rigtige sted for mig at fortsætte min udvikling. Der er lagt en god plan for mig, og jeg har allerede udviklet mig meget, siden jeg kom til klubben i 2024.




