Søren Krogh vender hjem til FC Nordsjælland som ny assistenttræner

17.06.2026 10:02

Efter nogle år i først AaB og siden OB vender Søren Krogh nu tilbage til FC Nordsjælland. Den 49-årige Krogh tiltræder som ny assistenttræner og bliver dermed igen en del af staben omkring Superliga-truppen.

Søren Krogh kom første gang til Farum i sommeren 2004 som en driblestærk og hurtig kantspiller med en fortid i Brøndby og Frem. Efter 51 Superliga-kampe og et enkelt mål over fire sæsoner for FCN sluttede han sin aktive karriere i Boldklubberne Glostrup Albertslund, men vendte så tilbage til FC Nordsjælland i 2011 som assistenttræner for U19-holdet.

I 2015 tog han skridtet op og blev assistenttræner for Superliga-holdet under daværende cheftræner Olafur Kristjansson og fortsatte siden i jobbet under først Kasper Hjulmand og siden Flemming Pedersen, indtil han i starten af 2020 blev fodboldchef i AaB.

Her var han i to år, før han vendte tilbage til trænergerningen i OB, først som assistenttræner og fra november 2023 som cheftræner i den fynske klub frem til og med oprykningen tilbage i 3F Superligaen i maj 2025.

Men nu gælder det igen FC Nordsjælland for nordvestjyden Søren Krogh, der står klar til sæsonens første træning i morgen torsdag den 18. juni.

Fodbolddirektør Alexander Riget

– Vi er glade for at kunne byde Søren Krogh velkommen tilbage til FC Nordsjælland. Vi kender Søren rigtig godt fra hans tid her som både spiller og træner, og lige så vigtigt ved Søren, hvilken klub han træder ind i. Han har desuden i de seneste år været ude at arbejde som blandt andet cheftræner i Superligaen, så vi får en træner ind med bagagen fuld af erfaring fra det højeste niveau i Danmark til fortsat inspiration af vores allerede stærke stab. – ⁠I vores trænerteam kommer Søren til at supplere både Jens Fønsskov Olsen og Christian Sørensen rigtig godt. I sin tid havde han ansvaret for den offensive del af træningen her i FC Nordsjælland, og generelt er han enormt stærk i den offensive del af spillet både hvad angår det kollektive og det individuelle. Så det bliver uden tvivl en god tilføjelse til vores nuværende team. – Derudover kommer han med en fantastisk energi og et stort engagement, som mange formentlig husker fra hans tid som spiller og træner i klubben, og vi ser frem til, at Søren nu igen bliver en del af FC Nordsjælland.

Søren Krogh

– Det føles som at vende hjem igen. FC Nordsjælland var en stor og betydelig del af min aktive karriere, og siden var det også her, at jeg lagde hele fundamentet under min trænerkarriere. – Så det er godt at være her igen, selv om både klubben og jeg selv selvfølgelig har udviklet os meget i de år, der er gået. For jeg kan mærke, at der stadig er en stærk kemi. – Samtidig har det også været en meget grundig proces, hvor vi har haft lange og gode snakke om forventninger og ambitioner, og jeg er selvfølgelig meget glad for, at begge parter med det samme kunne mærke, at vi ville det samme. – Jeg er blevet taget godt imod, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang og træde ind i det hele i morgen. For der er et stærkt fodboldmiljø her i FC Nordsjælland, og det bliver rigtig godt at blive en del af igen.