FC Nordsjælland forlænger aftalen med Astrid Engsig-Karup

31.08.2026 11:30

FC Nordsjælland forlænger aftalen med Astrid Engsig-Karup, så den nu løber frem til sommeren 2029.

Den 17-årige højre back fik debut tilbage i maj 2025, blev rykket op i førsteholdstruppen få måneder senere, og er indtil videre noteret for 43 kampe i rød og gul.

Både Astrid og sportschef Jessica Davis er glade for den nye aftale, og ser frem til den videre udvikling.

Sportschef Jessica Davis:

- At sikre Astrids fremtid i klubben er en helt central del af vores vision om langsigtet succes. På trods af sin unge alder har hun på kort tid vist, hvor værdifuld en spiller hun er for vores trup, og vi er overbeviste om, at hun har alle forudsætninger for at udvikle sig til en af ligaens stærkeste spillere. - Vi glæder os til at fortsætte den rejse sammen og bygge videre på det stærke fundament, mens vi arbejder målrettet mod endnu flere succeser.

Astrid Engsig-Karup:

- Jeg er rigtig glad for at forlænge min kontrakt. Jeg føler mig virkelig godt tilpas i klubben, både på og uden for banen, og jeg synes samtidig, at spillestilen passer rigtig godt til mig. - Som ung spiller er det vigtigste for mig at få spilletid, udvikle mig og hele tiden tage nye skridt. Jeg føler, at jeg er et sted, hvor jeg får de bedste muligheder for netop det, og hvor jeg kan fortsætte min udvikling og blive en endnu bedre spiller. - Det betyder meget for mig, at klubben tror på mig, og jeg føler, at den nye kontrakt er et klart tegn på den tillid. Det giver mig endnu mere motivation til at arbejde hårdt, tage ansvar og vise, hvad jeg kan. - Jeg glæder mig til at fortsætte i klubben og kæmpe for holdet, samtidig med at jeg fortsætter min egen udvikling.