Tobias Salquist: Det begyndte med Mor og Far
19.04.2026 03:49
Tobias Salquist er en fodboldspiller, man lægger mærke til.
For det første er han både høj og lyshåret.
For det andet kan man altid høre ham på banen, når han råber og styrer sine medspillere - og også uden for banen hvor hans stemme er blevet en fast del af lydtapetet i klubben.
For det tredje løber han på en speciel måde, helt oppe på tåspidserne trods sin solide centerforsvarerbygning.
Og for det fjerde har han Mor og Far tatoveret på hvert sit lår.
Det er også de tatoveringer, man bedst kan se, men der er faktisk mange flere gemt under strømperne, og de er med til at fortælle historien om, hvem den 30-årige forsvarer er, når han ikke spiller fodbold.
– Jeg havde altid tænkt, at jeg gerne ville have nogle tatoveringer. Jeg havde egentlig også tænkt, at det skulle være på overkroppen, men min overkrop er jo ikke den største, og så tog jeg benene i stedet for. Det kunne jeg egentlig meget godt lide, og så kan jeg også altid skjule dem, hvis det er det, jeg vil. – Jeg fik de første, da jeg var blevet 18, men ikke lige på dagen. Det var i Silkeborg, hvor jeg havde en kammerat, hvis onkel ejede en tattoo-forretning. Så var vi derinde en dag, og så spurgte han mig, om jeg ville have en tatovering. Der var lige 10 minutter inden den næste kunde, og så sagde jeg ja. – Så tænkte jeg, at det skulle være noget, som jeg ikke ville fortryde, og så fik jeg skrevet mor og far. Inden han gik i gang, spurgte jeg, hvor det gjorde mindst ondt, han pegede på låret, og så blev det der. Og mine forældre syntes, det var fint nok - min mor betalte i hvert fald for den med hende på det ene ben, siger Salquist med et grin. Siden er det gået slag i slag - eller tatovering efter tatovering - uden der har været den helt store og overordnede plan med det. Der står nogle sætninger hist og pist, der er nogle ting, der er lavet for at fylde ud, men der er selvfølgelig også nogle, der betyder meget for forsvareren. På venstre ben er der for eksempel både en engel og nogle svaler, men de er der mest for at fylde ud. Til gengæld er der andre, der betyder alt. – Jeg har et lyn her på siden af lægmusklen med min kones ansigt inden i, og så har jeg et hjerte, hvor der står Bella inden i. Det er min ældste datter. Der er også hendes håndaftryk, og så står hendes lillesøster Rosa her. – Bella er fem og Rosa er tre, men Rosa har allerede sagt til mig, at jeg skal have lavet hendes hånd også, så det må jeg jo nok hellere snart få gjort. Det er ellers ved at være et par år siden sidst. Jeg får dem altid lavet i vinter- eller sommerpausen, og de er også næsten alle sammen lavet af den samme fyr ovre i Silkeborg. Men det er ikke lige blevet til noget i den seneste tid, så jeg må tænke lidt over, hvad jeg skal have lavet ud over Rosas håndaftryk. – De to piger er også her bag på lægmusklen som et par tændstikfigurer, der holder hinanden i hånden. Så min lille familie fylder meget, og sådan skal det også være. Det er jo dem, jeg lever for, siger Tobias Salquist.
Så det venstre ben er dedikeret til hans piger, så det er hans pigeben, mens det højre er hans drengeben. – Ja, lige den del har jeg tænkt over, griner han og begynder at fortælle om den højre side af tatoveringerne. På låret er der et aftryk af en hundepote fra den hund, der har fulgt ham og kæresten, nu hustruen, på flere af forsvarerens udlandsophold, og lige under Far på låret står der nu også Sviger 2, mens svigermor er ovre på det andet ben som Sviger 1. Længere nede ad benet er den største tatovering også i form af en tyr, og så kunne man godt tro, at det var til minde om tiden i Chicago Fire for at fejre det mest berømte sportshold fra "The Windy City" i form af fortidens Chicago Bulls med Michael Jordan som den absolutte stjerne, men sådan er det ikke. Tyren ligner lidt, men det er ikke den fra Bulls, og så meget ligger der heller ikke i den. – Det er mit stjernetegn, men det er altså ikke noget, jeg tror på. Den er mest lavet for at fylde ud, og så stor er den heller ikke. Det er jo kun streger, så det tog ikke så længe. 40 minutters tid. Og det var godt, for skinnebenet er godt nok det sted, hvor det har gjort mest ondt at blive tatoveret. – Og så har jeg den her ovre bag på lægmusklen. Det er en sol, en måne og en stjerne, og neden under er der så et M med vinger omkring. Det er til minde om min storebror Martin, der døde for nogle år siden. Han var ni år ældre end mig, men han blev kun 34, for han fik hjertestop ud af det blå en nat, hvor han lå og sov og ja, så døde han, siger Tobias Salquist. Martin var den næstældste af de fire børn i huset i Ikast, mens Tobias Salquist var den yngste og klart den bedste til at spille fodbold. Og når nu familien boede i Ikast, var det første skridt mod at blive rigtig god også meget naturligt. – Jeg gik på FC Midtjyllands Efterskole i et år. Jeg fik ikke tilbudt nogen kontrakt, men jeg fik en plads, og det var da noget. Jeg begyndte på et U14-talenthold, og så spillede jeg et par år som U15 og et enkelt år på U17, men da jeg så blev andetårs rykkede jeg til Silkeborg. Men jeg spillede sammen med Pione Sisto i fire år. Det var ret vildt, for han var godt nok god dengang, fortæller forsvareren om den fodbold, der endte med at blive en stor del af hans liv.
Den er der også plads til, selv om den faktisk ikke fylder ret meget blandt tatoveringerne. Men på siden af højre ben er der en fodbold, og inde i den står de lande, hvor han har spillet. Det begynder med Danmark og så fortsætter det med Island, Belgien, Norge og USA nederst til sidst. Så Salquist har oplevet verden qua sit talent, og det er han glad for. – Da jeg var ung, var det ikke noget, jeg tænkte over på den måde, men da jeg så fik muligheden, var der jo noget prestige i det, i hvert fald der hvor jeg var i min karriere, dengang jeg kom på lån i Island som 21-årig og så rykkede til Belgien et par år senere. – Det er godt nok ikke så lange ophold, jeg har haft, men jeg synes, det har været fedt, at jeg har fået muligheden for at prøve det. At bo i nogle andre lande og opleve nogle andre kulturer. Det har også givet mig et godt netværk af mennesker rundt omkring i verden, og det er jeg glad for. – Det bedste var nok de halvandet år, jeg var i Lillestrøm. Det var en fed oplevelse, selv om vi godt nok rykkede ud af den bedste række, hvilket ikke var sket for klubben i 54 år. Men Lillestrøm er en stor traditionsklub i Norge, og det er en rigtig fodboldby. Vi havde også et rigtig godt omklædningsrum. – Det var der faktisk også i USA, hvor vi bare heller ikke klarede det så godt på banen, så der har ikke været nogen ophold, der var gode rent fodboldmæssigt, siger Salquist. Så der er ingen tvivl om, at de største sportslige bedrifter har været på de danske hjemmebaner, hvor han vandt bronze med Silkeborg i 2022, mens dette forår bestemt også tegner lovende, efter han nu har været en del af FC Nordsjælland siden januar 2025. Først blev han købt som en gardering på sigt med udsigt til et lejemål, men så blev Lucas Hey solgt, og så blev Salquist i Farum. De første par måneder døjede han dog med nogle muskelskader, men det havde intet at gøre med at vænne sig til kunstgræsset. – Nej, slet ikke. Jeg har altid spillet på kunst, som alle andre spillere på min alder og yngre også har det herhjemme. Derfor synes jeg også, det er noget pjat, at der altid er så meget snak om kunstgræsset her og i Silkeborg, for det er jo ikke nyt for nogen af de spillere, der kommer her. – Så de der tidlige skader var mere, fordi jeg skulle vænne mig til en ny måde at træne på med en masse styrketræning og en mere intens træning til daglig. Jeg skulle gøre en masse ting, jeg ikke havde gjort i lang tid hvis nogensinde, og det skulle jeg vænne mig til. Og så fik jeg de der muskelskader, men jeg føler, at jeg er et godt sted nu, også i forhold til min krop, siger forsvareren, der har været fast mand i bagkæden siden sidste halvdel af slutspillet i sidste sæson og efterhånden er nået op på 37 kampe for FC Nordsjælland. – Jeg er faldet godt til her. Det er en god klub med et fint omklædningsrum, og så har det været fedt for mig som 30-årig at komme her og mærke, hvor stor fokus der er på, at den enkelte spiller også udvikler sig. Og det gælder både ung og gammel. For jeg har jo fundet ud af, at jeg kunne udvikle mig meget mere. – Jeg har skullet ændre meget i den måde, jeg ellers altid har spillet forsvar på, for der er mange små detaljer, som jeg aldrig har været opmærksom på eller lagt mærke til. Hvordan man vender og drejer, hvor medspillerne er, hvor bolden er, hvordan vi hænger sammen, hvor jeg kan spille bolden hen. Så jeg føler, at jeg tager skridt hele tiden, og jeg synes, det er fedt, at man bliver udfordret hver evig eneste dag, siger Salquist, der senest er blevet en del af en tre-mands bagkæde med ham i midten i den styrende rolle. – Jeg har altid hadet tanken om et tre-mandsforsvar, og det er heller ikke noget, jeg rigtig har spillet før, men jeg må sige, at det fungerer godt for os som hold, og jeg føler mig også godt tilpas i det. Det kan virkelig noget at ligge derinde i midten, siger han før kampen mod Viborg.
Sidst han spillede mod dem, var det en blandet fornøjelse, for vi tabte 2-1 derovre i sidste runde af grundspillet, men kvalificerede os stadig til mesterskabsspillet, da andre resultater gik vores vej. Og siden da er det blevet til 10 point i de fire første kampe i slutspillet.
– Ja, der er noget, der er faldet i hak her i de seneste kampe. Som hold har vi også spillet sammen i længere tid, folk er faldet bedre til i spillestilen, og nogle af de unge har taget nogle skridt, så vi også pludselig har fået en bredere trup. Det er fedt at være med til, siger den rutinerede forsvarer med 148 kampe i Superligaen.
Nummer 149 bliver så mod Viborg, og den ser Salquist frem til.
– Det bliver rigtig spændende, for Viborg er et af de hold, der har set bedst ud i lang tid rent spillemæssigt. De har en klar plan om, hvad de vil, og de er gode til det. De har også nogle dygtige, individuelle spillere, der kan noget på egen hånd og kommer med noget X-faktor. Men vi ved også, at hvis vi rammer vores topniveau herude, så er der mange hold, der har svært ved at følge med os. Så jeg glæder mig til kampen, siger forsvareren med de mange tatoveringer.
Og hvad så med den ene bold nede på siden af læggen? Umiddelbart ser den ud til at være fyldt eller hvad?
– Nej, der kan faktisk lige stå et mere hernede i bunden, hvis det ikke er et land med for mange bogstaver. Jeg har regnet ud, at der godt kunne stå Dubai, men det er altså ikke noget, jeg går og drømmer om. Der behøver faktisk ikke at stå flere lande. Vi må se, hvad fremtiden byder på, siger Tobias Salquist.
