Remis i Aarhus: Vi gjorde, hvad vi kunne

11.04.2026 06:30

Jagten var fredag aften sat ind på den fjerde sejr på stribe, da vi gæstede Ceres Park Vejlby og AGF i 4. spillerunde af Mesterskabsspillet i 3F Superligaen. Det blev desværre ikke til en sejr i Aarhus denne gang, men et stærkt kæmpende FCN-hold sikrede dog det ene point med hjem til Farum.

Juho Lähteenmäki bragte os efter ni minutter foran til 1-0, hvilket var stillingen helt ind til det '83 minut, hvor en AGF-dødbold gjorde det onde ved os. Vi holdte os inde i kampen og fik kæmpet det ene point hjem. Det var derfor en på mange måder tilfreds Jens Fønsskov Olsen, vi fangede efter kampen, der især havde fokus på, at vi formåede at blive i kampen på trods af et stort AGF-pres.

- Jeg har det okay lige nu - jeg synes, vi har været i det nogle gange efterhånden nu. Men det var jo en kamp på det allerhøjeste niveau på den danske Superliga-scene - i den her kulisse med næsten 11.000 mennesker. Så vores drenge blev virkelig tryktestet i dag. Det må jeg sige - de gjorde alt, hvad de kunne.