FC Nordsjælland indgår lejeaftale med Pisa om Alexander Lind
01.09.2025 15:00
FC Nordsjælland har i dag indgået en aftale med den italienske Serie A-klub Pisa om et lån af den 23-årige angriber Alexander Lind for resten af sæsonen. Aftalen indeholder desuden en købsoption.
Alexander Lind skiftede som 14-årig til Silkeborg IF og fik allerede debut i Superligaen som 17-årig i december 2019, mens han undervejs også har spillet ni kampe for forskellige danske U-landshold, blandt andet under den nuværende FC Nordsjælland-cheftræner Jens Fønsskov Olsen da han var U19-landstræner.
Efter 15 mål og fire assists i 57 kampe for Silkeborg IF i den bedste række skiftede han i sommeren 2024 til italienske Pisa i Serie B. Her fik han etableret sig på topholdet med spilletid i 32 ud af 38 kampe, mens det også blev til otte mål og fem assists på vejen mod oprykning til Serie A, før han nu er klar til at tørne ud for FC Nordsjælland.
Alexander Lind får trøje nummer 11 i FCN-truppen.
Fodbolddirektør Alexander Riget
- Vi har i et stykke tid været på udkig efter en boks-angriber, der er dygtig til at komme ind i feltet, og som kan lave mål, så vi er glade for, at det nu er lykkes at lave en aftale med Alexander Lind. - Faktisk var vi lidt overraskede over, at muligheden opstod efter hans fine første sæson i Pisa, men da den så gjorde det, var det bare med at slå til. Og vi er også glade for, at der er skrevet en købsoption ind i forbindelse med lejeaftalen. - Alexander er en angriber, der passer fint ind i vores spillestil. Han er en spiller, vi kan spille op på, når vi bygger op mod et højere pres, og så kan han lave nogle aktioner inde i feltet. Komme først på nogle indlæg og tværbolde med gode afslutninger til følge. Med den fart vi har på kanterne, ligger der nogle mål og venter på os, som vi synes, vi har manglet lidt. - Desuden kommer han med noget fysik i det offensive, som vi har efterspurgt, og så er han også en type, der kan arbejde hårdt, når vi ikke har bolden. - Vi glæder os til at begynde samarbejdet med Alexander og lære ham endnu bedre at kende.
Alexander Lind
- Jeg er superglad for at være her. Det var mit store ønske at komme hjem til Danmark igen, og at jeg nu sidder her i en Nordsjælland-trøje er en kæmpe ære. Jeg ved jo, at det er en dejlig klub, nærmest som en stor familie, så det var lidt en no-brainer for mig. - FC Nordsjælland spiller noget mega-fed fodbold langs jorden, og når man kigger på, hvordan tidligere 9'ere har præsteret i klubben, så håber jeg bare, at jeg kan bidrage på samme måde. - Tilhængerne kan forvente en angriber, der kommer med noget mere energi end fra min første tid i Superligaen. Jeg er meget aggressiv i mit presspil, og så kommer jeg selvfølgelig også med en målfarlighed og et blik for mine medspillere. Det er noget af det, jeg gerne vil bidrage med. - Jeg tænker, at det bliver ret nemt at falde til. Jeg kender jo allerede en del i klubben og har også snakket med nogle af dem inden skiftet her. Jeg har spillet sammen med Brink, Salquist og Røjkjær i Silkeborg, hvor Casper Røjkjær også var træner, mens jeg har haft Jens som U19-landstræner. Det er gode mennesker alle sammen, og jeg ser ekstremt meget frem til at arbejde sammen med dem.