
Foto: Tobias Jørgensen / Gonzales Photo
Academy to Superliga: Souleymane Alio
12.09.2025 12:11
Det er ikke så tit, at bifaldet bryder løs i forbindelse med en intern træningskamp, men det kunne man faktisk opleve den 20. august 2025 på Right to Dream Park, da Superligaens kampprogram gav luft til et opgør, hvor hele FC Nordsjælland-truppen og flere U19-spillere kunne komme i aktion i kamp mod hinanden.
For en halv times tid før kampen var slut, løb den 18-årige angriber Souleymane Alio på banen med et stort smil, mens der lød klapsalver fra lægterne, og det var der ikke noget at sige til. For Alio havde ikke spillet kamp i 18 måneder, siden han blev ramt af en alvorlig skade i februar 2024, men nu kunne han endelig nyde frugten af det hårde genoptræningsarbejde i form af et comeback i en intern træningskamp.
Og for folk, der havde set ham spille før skaden, kunne det heller ikke overraske, at den høje og slanke angriber scorede kampens sidste mål med et fint ryk ind i feltet på en præcis stikning efterfulgt af et godt og hårdt spark op i det korte hjørne. Og så blev der klappet igen på Right to Dream Park. Souleymane Alio har ikke fulgt den gængse vej for vores vestafrikanske talenter gennem Right to Dream-akademiet i Ghana, selv om fodbolden fyldte, fra han blev stor nok til at sparke til en bold i fødebyen Abidjan, Elfenbenskystens hovedstad.
- Jeg kommer fra en stor familie med tre brødre og tre søstre, og som alle børn elskede jeg fodbold. Det har altid været meget vigtigt for mig, siger Alio selv om opvæksten, hvor han spillede sin fodbold på et lokalt hold i Abidjan og sjovt nok flere gange var i kamp mod hans nuværende holdkammerat i FC Nordsjælland, Diallo Sanoussi. Diallo endte med at gå Right to Dream-vejen, men Alio kom på en lokal try-out for et akademi fra Burkina Faso, landet der ligger nord for både Ghana og Elfenbenskysten, og som ikke var ham fremmed. - Jeg spillede på et lille akademi i Elfenbenskysten, da jeg var ret ung, men i 2021 skiftede jeg til et akademi i Burkina Faso, der hedder New Stars. Selv om min far er fra Burkina Faso, kendte jeg ikke rigtig nogen deroppe, men heldigvis var der også en anden fra mit hold, der blev udtaget, så jeg havde en god ven med, fortæller Alio, der hurtigt viste sig at være et talent ud over det sædvanlige.
Efter et års tid blandt de unge begyndte han således at spille på akademiets seniorhold i 3. division, og i starten af 2023 var der udtagelse til det burkinske U17-landshold, der blandt andet skulle spille om de afrikanske mesterskaber i Algeriet i maj 2023. Men Alio blev vejet og fundet for let af U17-landstræneren - i første omgang. - Det var svært at blive udtaget til U17-holdet, for der var mange dygtige spillere, og første gang blev jeg heller ikke udtaget. Men så ringede akademipræsidenten til U17-landstræneren og sagde til ham, at han havde vraget den bedste spiller, og så ændrede landstræneren mening, siger Alio med et smil. Og det var heldigt, at han gjorde det, for akademipræsidenten havde ret i, at landstræneren havde vraget den bedste spiller. Ja, ikke bare den bedste spiller på Burkina Fasos U17-landshold, men den bedste spiller i hele turneringen. Godt nok åbnede holdet med et nederlag til Mali, hvilket betød et krav om at slå stærke Cameroun i den næste gruppekamp for at kunne gå videre, men det gjorde Burkina Faso - med 2-1 på to mål af Alio. I kvartfinalen blev Nigeria besejret med 2-1, før man via 1-1 endte i straffesparkskonkurrence mod Senegal, som blev tabt. Og desværre brændte Alio det afgørende spark. Han var dog ikke slået mere ud end, at han og resten af holdet tog revanche mod Mali i bronzekampen, og så blev det til medaljer i turneringen, mens Alio blev kåret til MVP.
Det betød selvfølgelig, at den høje angriber, der undervejs på U17-landsholdet var blevet omskolet fra kant til decideret angriber, pludselig blev interessant for flere europæiske storklubber. Men han vidste godt, hvad han ville. - Jeg havde godt hørt om Right to Dream inden, men da jeg fandt ud af, at de var interesserede, og at det kunne give mig en mulighed for senere at lave en kontrakt med FC Nordsjælland, når jeg blev 18 år, var jeg ikke i tvivl. Der var blevet lagt en rigtig god plan for mig, og samtidig tænkte jeg også, at det ville være nemmere for mig at falde til, når nu der allerede var mange andre unge, afrikanske spillere, fortæller Alio. Inden det første besøg i det kolde Farum skulle han dog lige spille U17 VM for Burkina Faso i Indonesien, hvilket ikke gik helt så godt som i Algeriet. For det unge landshold tabte til Frankrig og USA, før man slog Sydkorea, og så var det eventyr slut. Men Alio havde stadig gjort det så godt, at han blev blandt de 10 nominerede til titlen som Årets Unge Spiller i Afrika i 2023.
Så fodboldfremtiden tegnede lys og lovende, da Alio begyndte på vores International Academy-hold i starten af 2024 med en stribe kampe i Marbella og omegn, og allerede i det andet opgør mod ukrainske Metalist 1925 Kharkiv vakte den unge angriber igen opsigt. For talenterne spillede fremragende mod det ukrainske seniorhold, der var i gang med den sidste klargøring til sæsonen, og specielt Alio imponerede, så allerede i pausen kom Metalist-klubejeren forbi for at høre, hvad sådan en angriber mon kunne koste. Men så gik det desværre galt i opvarmningen til den næste kamp. Det var et solo-uheld, og det kostede dyrt, for skaden endte altså med at holde Alio ude i 18 måneder. - Det var desværre en stor skade, og det varede lang tid, før jeg begyndte at føle mig klar igen. Det var hårdt at sidde ude så længe, specielt når man er ung og har masser af lyst til at komme frem i fodboldverdenen og hjælpe holdet. Men alle har støttet mig rigtig godt hele vejen igennem, og jeg vil gerne sige en stor tak til specielt fysioterapeuterne og de fysiske trænere for al den hjælp, de har givet mig, siger Alio. Og selv om han ikke kunne træne med for fuld kraft, kom han til Farum, da han fyldte 18 og blev en del af fællesskabet med god hjælp fra sin gamle ven Diallo. Så tiden var ikke spildt, og nu er han så endelig klar til kamp igen, hvilket man kunne se i Superliga-debuten mod OB, hvor han blev skiftet ind til det sidste kvarter. Det var et stort øjeblik for den 18-årige Souleymane Alio, og selv om der ikke blev klappet fra lægterne, da han løb ind på banen på stadion i Odense, kunne han ikke lade være med at smile. For nu er han tilbage - og fremtiden venter.
Alexander Riget, fodbolddirektør
– Alio er en spiller, som vi forelskede os i, da vi så ham spille både afrikanske mesterskaber og U17 VM for Burkina Faso. Han er meget atletisk og har en ekstraordinær agilitet, og så har han fart og er rigtig god til løbe dybt. Og så har han også et godt teknisk niveau, så han har et enormt potentiale, men desværre blev han alvorligt skadet kort efter, at han blev en del af Right to Dream og FC Nordsjælland. Han har været ude i 18 måneder, men vi er optimister, og det var så dejligt at se ham få debut for Superliga-holdet i Odense mod OB. Men vi presser ikke noget som helst. Han skal have lov til at vende tilbage i det helt rigtige tempo for ham.









