Akademiet på tur: Sejr på Mallorca og masser af kampe i Holland

23.10.2025 11:00

Skolernes efterårsferie åbnede mulighed for, at mange af vores drenge- og pigespillere på akademiet kunne komme ud og få noget international erfaring. Og det må man sige, at de fik, for flere end 100 FCN-spillere og trænere var afsted i løbet af Uge 42.

For sjette år i træk deltog pigernes U16- og U14-hold i East Mallorca Cup, der er en stor international turnering med deltagelse af klubber som blandt andre Real Madrid, Manchester City, Barcelona, Chelsea, Atletico Madrid - og FC Nordsjælland.

Tidligere var både U14- og U16-holdet nået helt frem til semifinalen, men denne gang tog vi den et skridt videre. I den første gruppekamp blev Manchester City besejret med 3-0, og så gik det bare slag i slag, før det endte med en finale mod selveste Real Madrid. Den spanske modstander kom foran 1-0, men det stoppede ikke pigerne, der kom stærkt igen og endte med at vinde turneringen i form af en 3-1 sejr over Real. Og så skal det bestemt også nævnes, at vores 15-årige back Caroline Pors Jepsen, der normalt spiller på U19-holdet hjemme i Farum, blev kåret til turneringens bedste spiller. U14-holdet gjorde det også rigtig godt med flere sejre i gruppespillet, før en uafgjort mod Atletico Madrid og en tabt og en vundet straffesparkskonkurrence afsluttede deres deltagelse i East Mallorca Cup.

Womens Technical Director, Kasper Kurland

- Det var en fornøjelse at være med i turneringen på Mallorca, for det gik rigtig godt både sportsligt og socialt. Det var en god udviklingstur, fordi vi kom op imod nogle anderledes modstandere, end vi møder derhjemme, og samtidig skulle spillerne også være parate på en helt anden måde end normalt, for da kampene varede 40-45 minutter, skulle vi spille både morgen og aften. - Så det var nogle meget lange dage, men pigerne udviste stor disciplin og professionalisme, samtidig med at vi fik bekræftet vores meget høje niveau på begge årgange. Og så var det fantastisk, at vi endte med at vinde U16-finalen mod Real Madrid i så stor en turnering. Man skal altid tænke sig godt om, før man siger, at man er et niveau over Real Madrid, men det var vi i denne her turnering, og derfor skal vi fortsætte med at stille høje krav til vores dygtige spillere og trænere.

Søndag forlod to busser Farum med kurs mod Holland og fuld af drenge fra U11- til U15-holdet. I alt fem hold var involveret, og allerede mandag spillede U11, U12, U13, U14 og U15 alle kampe mod de tilsvarende hold i Twente. Tirsdagen var lidt mere blandet, da der her var fokus på at at sætte holdene op mod modstandere, der på papiret var en tand bedre. Så U13- og U14-holdene tabte knebent til Ajax trods gode indsatser fra begge mandskaber, mens U11, U12 og U15 alle var i kamp mod Genk, hvor det blandt andet kan noteres, at de ældste drenge besejrede deres jævnaldrende belgiske modstandere med 4-1. På turens sidste dag spillede U14 og U15 mod Heerenveen, mens de yngste hold mødte Groningen, og så kunne busserne begynde hjemturen mod Farum efter en tur med masser af fodbold, men også fuld af sociale aktiviteter og sammenhold, der rystede spillere og stab endnu bedre sammen på tværs af holdene. Og der var også tid til alternative udfordringer undervejs - for eksempel blev U14-holdet udsat for en times undervisning i hollandsk folkedans en aften.

Head of Coaching, Max Johansen

- Det er et vigtigt element i vores udviklingsmodel at give vores spillere gode oplevelser og god matchning ved at lade dem prøve sig af imod international modstand, hvilket denne tur er et fint eksempel på. Derudover viser det vores store sammenhængskraft på akademiet, at vi kan arrangere og gennemføre en rejse på tværs af så mange hold med unikke muligheder for at lære af hinanden og lære hinanden bedre at kende.