
FCN nedlægger to direktørfunktioner
07.11.2025 13:00
Trine Hesselund Hopp Møller stopper som administrerende direktør, og indstilles til en plads i bestyrelsen, mens Juan José Jacob Peñalver stopper som akademidirektør i FC Nordsjælland A/S. Funktionerne bliver nedlagt og afdelingslederne får mere ansvar.
Trine Hesselund Hopp Møller har været administrerende direktør i FC Nordsjælland de seneste godt tre år. Juan José Jacob Peñalver har haft ansvaret som akademidirektør siden sommeren 2023. Nu fratræder de begge direktørstillingerne, da det er besluttet at nedlægge funktionerne for i stedet at indføre en ledelsesstruktur, der kan sætte afdelingernes ekspertise og ledelse endnu bedre i spil i klubbens daglige miljø og beslutningsprocesser. En ledelsesmodel, der har fungeret godt tidligere i FCN's historie.
Som følge af dette vil FCN akademiet ligge under Fodbolddirektør Alexander Riget, mens klubbens administration og kommercielle afdeling vil rapportere ind til FC Nordsjællands bestyrelse. Trine Hesselund Hopp Møller indstilles desuden til en plads i klubbens bestyrelse og vil blive valgt ind ved næste generalforsamling.
FC Nordsjælland vil gerne takke Trine Hesselund Hopp Møller og Juan José Jacob Peñalver for deres indsats i klubben de sidste henholdsvis fem og 14 år og ønsker dem begge alt det bedste fremover.
Det formelle ansvar som administrerende direktør i FCN A/S, i henhold til dansk lovgivning, vil nu ligge hos Right to Dreams CEO Dan Dickinson, der sammen med resten af bestyrelsen vil arbejde med og monitorere klubbens fortsatte udvikling.



