Foto: Nicolai Berthelsen / Gonzales Photo

Holdet bag holdet: Alexander Riget

10.05.2025 07:16

Hvis man går ned på akademiet, skal man ikke blive overrasket, hvis han sidder i snak med en eller flere i stolearrangementerne, hvis man går forbi mødelokalet oppe på administrationsgangen, kan han sagtens sidde derinde med blikket rettet mod nogle slides fulde af talkolonner, og hvis man ser Superliga-holdet træne, står han oftest på sidelinjen og følger med i arbejdet.

Teknisk direktør Alexander Riget er her, der og allevegne i FC Nordsjælland, men hvad laver en teknisk direktør egentlig?

-Først og fremmest sørger jeg for, at vi har det rigtige miljø, og det vil sige, at vi har styr på, hvordan vi gerne vil spille fodbold, hvordan vi gerne vil træne fodbold, og at vi har et godt lærings- og udviklingsmiljø og en ordentlig måde at være på overfor hinanden. -Jeg skal sørge for at lave et miljø, hvor alle trænere, stab og ledere har mulighed for at udvikle sig, fordi her er fyldt med talentfulde og hårdtarbejdende mennesker med en drøm – ligesom jeg selv havde, da jeg kom til klubben for snart 13 år siden. -I min hverdag gælder det mest for Superliga-holdet og drengenes U19-hold, men jeg har også det overordnede ansvar for pige- og drenge-siden på akademiet, men her er der er nogle andre, der varetager det daglige ansvar. -Så hjælper jeg med til holdplanlægning og udvælgelse af de spillere, der har en vej ind på førsteholdet, og så har jeg også udviklingen af staben omkring Superliga-holdet og U19-holdet.

-Jeg har desuden et tæt samarbejde med vores fodbolddirektør Phil (Radley) omkring transfers og kontraktforlængelser, og alt hvad der hedder drift af en fodboldklub inden for det sportslige område. Forskellen i vores roller er, at Phil står for det administrative; transfers, kontrakter og økonomi, mens jeg er mere på det fodboldmæssige: Træning, spillestil og udvikling af spillere, trænere og stab, og så skal jeg prøve at binde det hele sammen, så der er en fælles retning i det, vi gør.

-Sidst men ikke mindst skal jeg også sørge for, at der er et godt samarbejde med de andre akademier og klubber, vi har i vores organisation: Right to Dream i Ghana og Egypten og San Diego FC. Og så er der alt det løse, siger Alexander Riget, mens man kan blive helt svedt over sådan en jobbeskrivelse.

Men han fortæller det med sin altid rolige stemmeføring og et skævt smil, for selv om der er meget at holde styr på og stå for, så er der heller ikke nogen tvivl om, at den 35-årige Riget er landet i sit drømmejob, selv om vejen til Farum var en smule kringlet.

De første år boede han på Amager, men da han som fem-årig flyttede til Søborg, kom fodbolden også ind i billedet. For hans far kendte kokken på AB, så en dag var han med derude og blev bespist med pasta og kødsovs og fik ovenikøbet også et sæt spilletøj, og så var han solgt til akademikerne i Gladsaxe. Han endte også på et ret godt hold, hvor han som midtbanespiller blandt andet var med til at vinde Sjællandsmesterskabet i syv-mandsfodbold. -Jeg er født i marts, så jeg er født i det vigtige første kvartal, og jeg er ovenikøbet også venstrebenet, så alt var lagt op til, at jeg skulle blive fodboldstjerne, men det skete desværre ikke, fordi jeg ikke var god nok, siger Alexander Riget med et grin. Han var dog god nok til at forsøge sig i Brøndby som 14-årig, hvor han i kraft af sin tiltagende højde blev omskolet til midterforsvarer i en årgang, der præsterede godt, men ikke endte med at udvikle nogle spillere til Brøndbys førstehold. Han begyndte også at døje med skader, så efter et par år skiftede han over til golf, mens fodboldkvaliteten mere var at finde på Handelsgymnasiet i Lyngby, hvor han gik i klasse med senere FC Nordsjælland-spillere Nicolai Larsen (nu Silkeborg) og Anders Christiansen (nu Malmö FF) og den nuværende assistenttræner på Superliga-holdet Christian Sørensen.

Derfor kan det heller ikke overraske, at klassen vandt den interne skolefodboldturnering to gange, men her var Riget faktisk træner for holdet, så måske var det i virkeligheden allerede der, at der blev født en lille trænerdrøm.

Men der var også stadig golfen, som Alexander Riget blev så god til, at han spillede sig ned i nærheden af handicap nul og deltog ved DM i kamp mod folk som Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen. Fodbolden trak dog stadig i ham, og da han også havde brug for et job ved siden af gymnasiet, blev han ansat som podetræner ude i AB. Han var 18 år gammel og skulle træne et U6-hold hver onsdag til 700 kroner om måneden, og det var lige sagen.

Han var også god til det, så det varede ikke længe, før han også blev assistenttræner for U13-holdet og siden cheftræner for U12-holdet, mens han gjorde gymnasiet færdigt. U12-holdet var en stærk årgang, der flere gange slog FC Nordsjællands talenter, og det blev bemærket, så da Riget ikke kunne blive enig med AB om den videre trænervej, kom han til samtale i Farum.

-Jeg var startet på at læse økonomi, som jeg havde ret god flair for, så jeg havde overvejet, om jeg kun skulle satse på en videregående uddannelse, men så blev jeg ansat heroppe som assistenttræner for U13-holdet lige på bagkant af, at FCN havde vundet mesterskabet i 2012. Jeg kan faktisk huske, at da jeg var til det første møde heroppe, var den første kunstgræsbane ved at blive lagt ude på stadion, siger den tekniske direktør. Og så begyndte Rigets rejse med talenterne. I 2013 blev han cheftræner for U14-holdet med spillere som Mikkel Damsgaard og Mathias Jørgensen, og siden trænede han mange af de lokale talenter i form af spillere som for eksempel Oliver Villadsen og Jacob Steen Christensen, før han sluttede med årgang 2004, der talte spillere som Patrick Dorgu og William Lykke. Så han var god til at træne talenter, men han var også god til det store overblik, og selv om han havde det godt på træningsbanen, var han også blevet meget inspireret af Flemming Pedersens rolle som A+-træner med ansvar for talenternes vej op i seniorrækkerne. Så han blev T+-træner med ansvar for flere af de unge årgange, før han blev Head of Coaching for U15, U17 og U19, og i 2023 blev han så teknisk direktør efter netop Flemming Pedersen.

Men ligesom sin forgænger er han heller ikke en type, der svæver over vandene og kun udstikker de store linjer. Han er for eksempel en del af den daglige drift på Superliga-holdet, er med i planlægningen op til kampene, og på kampdage sidder han et sted på tribunen med telefonisk forbindelse til bænken, så han kan komme med taktiske input. Og da han jo kender mange af spillerne fra deres tidlige år, er der også naturligt for ham at snakke med dem før og efter kampene, hvis der lige er noget, han synes, der skal vendes en-til-en.

-Jeg elsker jo stadig at arbejde med spillerne på og uden for banen, og det er også noget af det, der driver mig i mit arbejde. At kunne hjælpe nogen med at komme tættere på at få opfyldt deres drømme med fodbolden. Og så har vi et fantastisk miljø med talentudvikling på internationalt niveau, så det er skønt at arbejde med nogen, der går så meget op i det, siger Alexander Riget.

Jobbet betyder, at han næsten altid er på arbejde, men der er stadig tid til kæresten Kristine og dalmatiner-hunden Sif, og han følger også meget med i aktuelle begivenheder, selv om kæresten blev træt af at have TV2 News kørende fra morgenstunden i soveværelset. Og selv om han lægger mange timer i Farum og med telefonen derhjemme, så føles det aldrig rigtigt som arbejde.

-Jeg har altid elsket fodbold, og jeg er vokset op med fodbold, men det var faktisk først, da jeg skiftede til FC Nordsjælland som 22-årig, at jeg begyndte at forstå fodbolden. Der var mange dygtige trænere i AB, men når man så pludselig sad og snakkede med Kasper Hjulmand, Flemming Pedersen og Peter Feher, så blev det noget helt andet. Dengang vidste jeg slet ikke, hvor stor en gave jeg fik, men det har givet mig så meget både ledelses- og fodboldmæssigt at gå op og ned ad så store kapaciteter, der vidste så meget mere end mig.

-Derfor er noget af det vigtigste for mig ved FCN-kulturen i dag, at vi har et højt fagligt niveau i et miljø, hvor man kan være både åben og direkte, men altid med den videre udvikling for øje. For vi har et fladt hierarki her i klubben med kort vej fra den øverste ledelse til assistenttræneren for U13-holdet, som jeg selv nød godt af i sin tid, og det giver bare så meget. Og hvor skal det så ende henne alt sammen? Hvad drømmer Alexander Riget om, når han slukker telefonen og lukker øjnene hjemme i lejligheden inde i København? -Min drøm er, at vi kan blive ved med at levere talentudvikling i international klasse, og at vi kan udvikle det, så man kommer til at se spillere i Superligaen på et niveau, som man ikke har set før. Ja, hvis vi kan blive mestre med 11 spillere, der har været en del af vores akademier, og komme i Champions League, ville det da være helt fantastisk. Det ligger nok et stykke ude i fremtiden, men nu spurgte du jo om min drøm, siger Alexander Riget med det skæve smil, før han tager telefonen op af lommen, kigger lidt på skærmen og går videre til dagens næste møde.