FCN og DHL forlænger samarbejdet
09.05.2025 09:34
FC Nordsjælland og hovedpartneren DHL fejrer 10-års jubilæum og forlænger samtidig samarbejdet.
Siden 2015 har DHL været hovedpartner i FC Nordsjælland, hvilket blandt andet har betydet, at logistikvirksomhedens logo har haft en central placering på spillertrøjerne, når klubbens forskellige hold er draget i kamp i Danmark og Europa. Og det vil det fortsat have, for aftalen mellem Superliga-klubben og hovedpartneren er netop blevet forlænget.
Derfor står søndagens Superliga-hjemmekamp mod Brøndby på Right to Dream Park også i DHL’s tegn, for både jubilæet og forlængelsen skal fejres, og det bliver det med masser af events før, under og efter kampen.
Trine Hesselund Hopp Møller, CEO i FC Nordsjælland, udtaler:
– 10 år sammen er en betydningsfuld milepæl, og det er os en stor glæde, at vi netop har forlænget vores partnerskab for endnu en periode. Sammen med DHL står vi på et stærkt værdimæssigt fundament, som rækker langt ud over de traditionelle sponsorydelser. Det handler om fælles værdier og en fælles tilgang til mennesker.
– DHL har fra første dag forstået vores unikke tilgang til professionel fodbold og udviklingen af unge talenter. De har set os som en partner med en vision og værdier, de deler. Vi har været meget glade for samarbejdet i de 10 år, der er gået – og vi glæder os til at fortsætte rejsen.
Atli Einarsson, administrerende direktør i DHL Danmark, udtaler:
– Der er åbenlyse ligheder mellem, hvad FC Nordsjælland og DHL laver. Det handler selvfølgelig om at aflevere og modtage på den bedst mulige måde – men vigtigst af alt, det handler om at LEVERE hver eneste dag! Det er vigtigt at gøre det rigtigt første gang – og det er et teamwork, hvor hver eneste spiller er vigtig.
– Men det handler også om det, der foregår uden for banen, i vores fælles værdier og vores stræben efter at gøre en forskel i samfundet. I bund og grund handler det om at gøre tingene på den rigtige måde, og det er nogle af de nøgleingredienser, der har sikret både succes og langvarighed i dette partnerskab – og grunden til, at vi ønsker at fortsætte samarbejdet.