Benjamin Nygren skifter til Celtic FC

27.06.2025 12:13

FC Nordsjælland siger farvel til den 23-årige svenske angriber efter tre-en-halv sæson i Farum.

Efter 107 kampe og 35 mål siger FC Nordsjælland nu farvel til den svenske angriber Benjamin Nygren, der er blevet solgt til den skotske mesterklub Celtic. Den snart 24-årige Nygren kom til FCN fra Genk i januar 2022 og forlader klubben som den fjerdemest scorende spiller i FC Nordsjællands historie.

Alexander Riget, Fodbolddirektør

– Benjamin Nygren er et rigtig godt eksempel på det, vi også kan som fodboldklub. Han kom til FC Nordsjælland som et 20-årige talent, der havde brug for at finde sig selv, og nu rejser han videre i karrieren efter at have været igennem en stærk udvikling, hvor han senest har etableret sig som svensk A-landsholdsspiller. – Samtidig har han været god for vores miljø med sin vilje til hele tiden at blive bedre og udvikle sig og med sin evne til at drive truppen. Med sine mange mål og assists var han med til at sikre, at FC Nordsjælland var en del af mesterskabsspillet i de seneste to sæsoner, og det var helt naturligt, at han også bar anførerbindet i foråret. – Efter fælles aftale siger han nu farvel, men vi har været glade for at kunne hjælpe Benji videre i karrieren, og det har været en fornøjelse at have ham i klubben. Vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden.

Benjamin Nygren

– Jeg kom til FC Nordsjælland som en ung dreng, og nu forlader jeg klubben som en voksen mand. Det har været en fantastisk tid for mig, og jeg er vokset rigtig meget både som fodboldspiller og som menneske. – Det har været vigtigt for mig at spille fast og få store udfordringer både i Superligaen og i Conference League, og samtidig har jeg spillet med nogle rigtig gode spillere, der har været med til at udvikle mig. Så jeg vil gerne sige tak til alle mine medspillere og de trænere, der har hjulpet mig til at få selvtilliden tilbage og blive den spiller, jeg er nu. Samtidig har de også støttet op om min personlige udvikling, hvor jeg har taget mere ansvar på og uden for banen og er blevet en leder. Jeg var stolt af at bære anførerbindet i mange af kampene i foråret. – Jeg har elsket min tid i FC Nordsjælland, og det har betydet rigtig meget for mig at spille på Right to Dream Park. Jeg er meget taknemmelig over for alle de fans, der har støttet mig og holdet. Klubben og stadion blev mit hjem. – Nu rejser jeg videre på nye eventyr og jagter nye drømme og mål, men jeg vil selvfølgelig stadig følge med i alt, hvad der kommer til at ske i Farum, for jeg vil altid have FC Nordsjælland i mit hjerte.