FC Nordsjælland køber den norske back Runar Norheim
27.08.2025 06:01
Den 20-årige Norheim kommer til Nordsjælland fra nordligt beliggende Tromsø, som han har spillet for i hele sit professionelle fodboldliv.
I Tromsø blev han både den yngste debutant og den yngste målscorer i historien i en alder af henholdsvis 15 år og fire måneder og 16 år og seks måneder, så selv om han stadig kun er 20 år gammel, kommer han til FCN med masser af erfaring. Således har han allerede spillet hele 91 kampe for Tromsø, heraf de 75 i Eliteserien, mens det også er blevet til 23 kampe for forskellige norske U-landshold.
Runar Norheim har underskrevet en 5-årig aftale med FC Nordsjælland og får trøjen med rygnummer 23, som han også spillede i i Tromsø.
Fodbolddirektør Alexander Riget
- Runar er en spiller som trods sin unge alder har god erfaring. Han er derfor også en spiller, vi har kendt gennem mange år, og hans udvikling igennem de seneste sæsoner har imponeret og gjort, at vi tænker, han er den helt rette profil at tilføje vores fodboldhold. Runar har spillet mange forskellige positioner i løbet af sin karriere, og vi ser ham primært som en spiller, der skal operere på backpositionen. - Runar kommer med en rigtig god fysik, han har en høj topfart og kan arbejde højintenst - alt sammen egenskaber vi synes vi har manglet lidt i vores spil både i foråret og her i starten af denne sæson. Runar er en back, vi forventer kan bidrage rigtig godt til vores offensive spil med både mål og assist. Samtidig er han dygtig i sin en-mod-en defensiv og god til at spille situationerne færdigt i og omkring feltet. - Der vil selvfølgelig være lidt tilvænning i forhold til vores defensive principper, mens han også skal vænne sig til at indgå i en fireback-kæde fremfor en femback-kæde, men det er vi helt trygge ved, at Runar nok skal få lært hurtigt. - Vi har undervejs i vores samtaler fået et rigtig godt indtryk af Runar, og det er altid fedt at mærke, at de spillere, vi rekrutterer, virkelig brænder for at komme til FC Nordsjælland. For det matcher den interesse, vi har haft for ham gennem længere tid, og derfor har vi også strakt os lidt ekstra for at sikre, at aftalen kunne komme i hus.
Runar Norheim
- Jeg glæder mig til at komme i gang, for det føles som det helt rigtige skridt for mig. Jeg kender ikke så meget til Superligaen endnu, men det er virkelig stort for mig at stå her nu og have underskrevet en kontrakt med denne fantastiske klub. - Det var ikke en svær beslutning for mig, da jeg hørte om de planer, som FC Nordsjælland har, og den måde man spiller fodbold på. For jeg tror, at jeg kommer til at passe godt ind. Jeg har et offensivt mindset, jeg vil gerne angribe og score mål, og det passer perfekt med FC Nordsjælland. Her handler det ikke om at stå dybt i defensiven og satse på en dødbold. Det handler om at have bolden og angribe, og det er lige mig. - Mit mål er at vinde en masse kampe. Jeg vil gerne være med i de store kampe, og jeg vil også gerne gå ind til dem med en tanke om, at vi kan vinde dem. Det er sådan, jeg er. Så målet er at vinde nogle kampe og komme med i top seks, og når vi så er kommer dertil, så håber jeg, at vi også kan vinde nogle kampe der, så vi måske kan komme ud i Europa. - Og så glæder jeg mig til at spille på Right to Dream Park og på det nye kunstgræs. Jeg er jo vokset op på kunstgræs og har virkelig spillet på nogle dårlige baner undervejs, så det bliver på alle måder helt perfekt at spille her.