FC Nordsjælland sælger Milan Iloski til Philadelphia Union

05.08.2025 13:58

FCN har solgt den 26-årige angriber Milan Iloski til MLS-klubben Philadelphia Union. Milan kom til FC Nordsjælland i starten af 2024 og nåede at spille 19 kampe med to mål til følge. I foråret var han lejet ud til vores søsterklub San Diego FC i MLS, og nu vender han tilbage til den bedste amerikanske liga med transferen til Philadelphia Union.

Fodbolddirektør Alexander Riget

– Milan kom til FC Nordsjælland fra den næstbedste amerikanske række og har udviklet sig rigtig fint i vores miljø. Det skyldes både godt arbejde af vores stab, men i særdeleshed også af Milan selv. I løbet af sin tid i FCN har han bidraget med nogle vigtige indhop og scorede ligeledes et afgørende mål mod AGF i sidste års grundspil, et mål der var med til at sikre os top 6 i sidste sæson. – Efter et succesfyldt lejeophold i vores søsterklub San Diego, hvor Milan scorede en masse mål i foråret, har der naturligvis været interesse for ham fra klubber i MLS. Milan havde også selv et stort ønske om at komme tilbage til USA, og da vi vurderede, at konkurrencen om startpladserne i FCN var for stor sammenholdt med planerne i transfervinduet, har vi valgt at indgå en aftale med Philadelphia Union, som er en rigtig god klub i MLS - og som i øvrigt kompenserer os på en måde økonomisk, som vi kan være overordentlig tilfredse med. – Vi takker Milan for indsatsen i FCN og ønsker ham alt det bedste på hans videre vej.

Milan Iloski

– Jeg vil gerne sige tak til alle i klubben for al den støtte, jeg har fået hele vejen igennem. Jeg har haft en fantastisk mulighed for at lære og udvikle mig i FC Nordsjælland, og det har jeg været glad for. – Så en kæmpe tak til alle mine holdkammerater, staben og selvfølgelig tilhængerne for deres støtte i min tid i Farum.