FC Nordsjælland og FC Helsingør Akademi indgår samarbejdsaftale
13.08.2025 11:00
FC Nordsjælland har indgået en samarbejdsaftale med FC Helsingør Akademi. I første omgang omfatter aftalen et samarbejde om børnefodbolden fra og med U12 og nedefter, men på sigt er det begge parters intention, at samarbejdet kan udvides til at omfatte hele akademiet og dermed også ungdomsfodbolden.
Aftalen betyder, at FC Nordsjælland blandt andet opretter et FCN Play Lab for at udvikle børnefodboldmiljøet i FC Helsingør, inklusive de 11 moderklubber og seks samarbejdsklubber, og dermed gør Helsingør til et lokalt kraftcenter. En anden vigtig del af aftalen er at lave en fælles strategi, der kan løfte pigefodbolden i hele Helsingør.
Formand i FC Helsingør Akademi Anders van Dhürbourgh-Jacobsen:
- Vi har store ambitioner, men vi er ikke så stor en organisation, så vi har ikke altid kræfter til alt det, vi gerne vil, men med denne aftale får vi nu nogle helt nye muligheder. Den betyder, at vi kan løfte niveauet for børnefodbolden her i Helsingør og omegn og ikke mindst få udviklet og styrket pigefodbolden i Helsingør, og det ser vi som et stort plus for os.
- Samtidig betyder det kommende samarbejde også, at vores trænere får nogle helt andre muligheder at tappe ind i. De vil blive præsenteret for de nyeste træningsmetoder og få ideer og rådgivning, hvilket kun kan løfte dem som trænere og dermed også deres arbejde med børnene. Og med den dygtiggørelse vil de også kunne tage deres trænergerning til helt nye niveauer, og det synes vi selvfølgelig er meget spændende.
- Det er vigtigt for os at kunne sige, at FC Helsingør Akademi forbliver FC Helsingør Akademi med den samme kultur og de samme værdier. Vi bliver ikke et mini-FC Nordsjælland. Når det så er sagt, er der heller ikke nogen tvivl om, at vi deler mange af de samme værdier.
- FC Helsingør Akademi har som mission, at vi også gerne vil danne og uddanne de børn og unge, vi arbejder med, som mennesker, så de får et fundament til resten af livet og samtidig lærer vigtigheden af at tage et socialt ansvar. Det er ikke alle, der bliver professionelle fodboldspillere, men vi vil gerne sørge for, at alle, der har været en del af vores akademi, kommer videre med masser af gode erfaringer fra livet både på og uden for banen.
- Og da FC Nordsjælland er kendt for et stærkt børneudviklingsmiljø og for at prioritere tanken om det hele menneske med lige så meget fokus på for eksempel skole som fodbold, som man ser det i Farum og på Right to Dream-akademierne, ligger det i meget fin tråd med vores værdier.
Leder af FCN Klubsamarbejde Jacob Kolle Nielsen:
- Vi er utrolig glade for at have indgået denne samarbejdsaftale med FC Helsingør Akademi. Samarbejdet betyder, at vi nu får mulighed for at samle hele det nordsjællandske område under en fælles paraply og dermed også får mulighed for en endnu stærkere udvikling af børnefodboldmiljøerne.
- Samarbejdet med FC Helsingør Akademi er et strategisk vigtigt samarbejde, hvor vi ser store muligheder for at kunne hjælpe FCH Akademi til at blive et lokalt kraftcenter på kort og lang sigt. Sammen med FCH Akademi ønsker vi at være fælles om at løfte fodboldniveauet og fodboldglæden i hele Helsingør-området for alle drenge og piger, og vi ser frem til at møde de mange moder- og samarbejdsklubber i området. Og i den forbindelse har vi særligt et stort ønske om, at vi sammen med FC Helsingør Akademi kan give et løft og virkelig få styrket pigefodbolden i hele området.
- I FC Nordsjælland har vi altid haft et åbent hus og ønsket at give tilbage til fodboldmiljøet ved at dele vores ressourcer og erfaringer. Vi ønsker at involvere alle og skabe en fælles fodboldfamilie, hvor vi sammen løfter niveauet for børnene. Med etableringen af vores andet FCN Play Lab hos FC Helsingør Akademi deler vi viden, inviterer lokale klubber ind i fællesskabet og giver indsigt i de metoder, vi arbejder med i FC Nordsjælland. På den måde bliver FCH Akademi et videnscenter i det nordsjællandske – og det er noget, vi glæder os meget til at bidrage til
- Lige fra første samtale har vi kunnet mærke et stærkt værdifællesskab med FC Helsingør Akademi. Et værdifælleskab, som altid handler om at sætte spilleren først og skabe nogle gode og trygge udviklingsmiljøer for alle børn og unge. FCH Akademi skal ikke være FCN 2.0, men vi ser frem til at være med til styrke klubbens egen identitet som byens og områdets kraftværk, når det gælder børnefodbold og talentudvikling.
- Vi glæder os utrolig meget til at starte samarbejdet og alle de spændende projekter med hinanden.