Foto: Frederikke Hejbøl Jensen / Gonzales Photo

Videre til næste runde i pokalen efter 3-0-sejr

15.10.2024 17:05

Efter aftenens kamp mod B.93 er vi nu videre til kvartfinalen i Gjensidige Kvindepokalen.

Billetten blev booket efter en 3-0-sejr, hvor to af scoringerne faldt i løbet af opgørets 10 første minutter. Først var det Emilia Asgeirsdottir, der blev sendt i dybden og roligt trillede bolden forbi modstanderens keeper, inden Alma Aagaard stort set kopierede det første mål og kunne fordoble føringen.

Herefter fulgte en times fodbold med FC Nordsjælland i kontrol, og til sidst var det igen Emilia Asgeirsdottir, som kunne afgøre det hele med et mål, der kom efter et flot solopres helle oppe ved B.93's målfelt.

Dermed er vi klar til næste runde, og dét – blandt meget mere – kunne glæde cheftræner Chris Sargeant.

En sejr i kontrol 🕹️

– Det var helt bestemt en sejr, hvor vi det meste af kampen følte, at vi havde kontrollen. B.93 sørgede for at skabe lidt problemer for os til tider i kampen, men overordnet synes jeg, at det var en kamp, vi havde styr på. Vi kom ind til kampen for at gå videre til næste runde, hvilket vi kan sætte flueben ved, og så scorede vi to virkelig gode mål og et, der kom efter et rigtig stærkt pres. Så jeg er glad for avancement, tre mål og vores fjerede clean sheet i træk.

Fokuserede spillere 🧘‍♀️

– Vi vidste, at de kom ind til kampen med to sejre i bagagen, så vi kunne formentlig se frem til at møde et hold med selvtillid. Derfor var det dejligt at se, hvor fokuserede spillerne var, og at vi kunne komme komfortabelt foran så tidligt i kampen. Vi fik også igen at se, hvor bred vores trup er, for vores indskiftere kommer ind og spiller også en rigtig god kamp, der sikrer os sejren.

På jagt efter endnu én 🏆

– Pokalturneringen er en stor prioritet for os. Vi snakker tit om, at vi blot behøver at gå op på kontoret for at se, hvad vi arbejder for hver dag – for der står pokalen fra sidste sæson. Der har den stået i to år, så vi vil gøre alt for, at den bliver ved med at stå der. – Det betyder selvfølgelig også et ekstra pres på os, men det hører med til at være et tophold, så det er et pres, vi gerne vil have på os. Vi har også oplevet et anderledes slags pres, da vi lå i den modsatte ende af tabellen, og der er en stor forskel. Det her er et pres, vi har jagtet lang tid, og nu jagter vi også flere oplevelser som dem, vi fik i Aalborg og Herning. Det er det, det handler om.