Forårets profil 2024: Andreas Schjelderup

24.05.2024 11:59

Sæsonen i 3F Superligaen lakker mod enden, og Tipsbladet har, traditionen tro, kåret forårets profil sammen med de 12 cheftrænere.

I 2023 kunne Ernest Nuamah tage mod hædren som forårets profil i 3F Superligaen, og nu er det igen en FC Nordsjælland-spiller, der modtager den flotte pris. Denne gang er det Andreas Schjelderup, der i tirsdags modtog prisen, og det er ikke første gang den 19-årige nordmand modtager hædren fra Tipsbladet og 3F Superligaens cheftræneren. Han vandt nemlig også prisen som efterårets profil i 2022. 

Kent Nielsen, Silkeborg IF

- Specielt her i foråret har Andreas Schjelderup fået output i sit spil. En publikumsspiller kan nogle gange nøjes med at sætte tre mand af og så sparke den i sidenettet. Hvis træneren skal være tilfreds, skal der også mål og assists på tavlen. Og der må vi bare sige, at Schjelderup har leveret resultatafgørende aktioner. - Når jeg skal fremhæve nogen for FC Nordsjællands fine mesterskabsspil, er det Schjelderup, fordi han er så afgørende. - Han har en masse individuelle færdigheder og en dygtig afslutningsfod. Der er en del spillere som ham ude i Fodboldeuropa, men for at tage næste skridt skal man være afgørende, og der sparker Schjelderup den nu i mål og kommer med geniale oplæg. Det har han lagt til sit spil, og han har haft virkelig mange gode kampe, hvor han har været afgørende.

Jacob Neestrup, FC København

- På et hold, der har fået mange point og spillet godt, har Andreas Schjelderup vist sig som en profil, der både kan indgå i et godt kollektiv, men samtidig gøre en forskel som individualist. På den måde har han afgjort fodboldkampe til FC Nordsjællands fordel.

Jesper Sørensen, Brøndby IF

- Valget af Andreas Schelderup bygger på, at han i foråret har været den mest afgørende profil for det hold i Superligaen, der har fået flest point i hele foråret. Han har ikke kun været god i afslutterens rolle, men også i chanceskaberens.

Thomas Thomasberg, FC Midtjylland

- Andreas Schjelderup er forårets bedste individuelle spiller. Han leverer boldkontrol, driblinger og samspil på højt niveau, og han har krydret det med en masse mål. Derfor får han fem point.

Uwe Rösler, AGF

- Andreas Schjelderup har fundet sin form igen, og han er en 'gamechanger', en spiller, der ændrer kampe. Han har meget store individuelle kvaliteter, og han har vist dem.

Rasmus Bertelsen, Randers FC

- Andreas Schjelderup har vist individuel kvalitet på et niveau, som rækker langt ud over Superligaen, og han har på flere forskellige måder været kampafgørende gang på gang.