
Bliv klar til lørdagens kamp med Hey: Fokus på detaljerne
05.07.2024 13:30
Lørdag spiller vi den første træningskamp på træningslejren i Holland – og det er samtidig den næstsidste kamp, inden det går løs mod AaB i 3F Superligaen den 19. juli hjemme i Right to Dream Park.
Lørdagens modstander er AZ Alkmaar, der i seneste sæson endte på fjerdepladsen i Æresdivisionen. Kampen bliver spillet hos VV Dirkshorn, hvor AZ Alkmaar spiller alle deres træningskampe, og der er kickoff kl. 15:00 i Holland.
Kampen bliver afviklet over 3 x 40 minutter, og der er mulighed for at købe billetter til kampen via AZ Alkmaars hjemmeside - tryk her.
Du har også mulighed for at se kampen gratis via linket nedenfor, hvor hele opgøret bliver streamet.
3F Superligaen starter snart op igen, og derfor skal nogle de sidste detaljer finpudses og formen testet af mod først AZ Alkmaar lørdag og i næste uge mod FC Twente.
Vi har taget en snak med Lucas Hey, der ser frem til lørdagens opgør og håber, at relationerne internt på holdet bliver testet mod et godt hollandsk hold.
Lucas Hey
- Det fede er altid at spille kampe. Det er det, vi træner for. Så det bliver fedt at komme ud og få endnu flere minutter i benene. Vi skal forberede os på Superliga-starten, der nærmer sig med hastige skridt. - Dertil skal vi bruge de sidste træningskampe på at forbedre relationerne på holdet, inden kampene for alvor betyder noget. Vi vil selvfølgelig altid gerne vinde, men det handler igen om, at vi udvikler de små detaljer i spillet. Relationelt kan vi udvikle rigtig meget nu her – især når vi er afsted på træningslejr. - Træningskampe som den i morgen handler først og fremmest om, at vi kommer i form og finder det højest mulige niveau frem, inden Superligaen starter om to uger. Vi skal være forberedte både fysisk og mentalt på det, der venter forude.




