Optakt inden søndagens lokalderby: Mere på spil end tre point

08.08.2024 11:34

10 kilometer. Det er, hvad der adskiller Right to Dream Park og Lyngby Stadion.
Der er altså i den grad tale om et lokalderby, når vi på søndag møder de blå rivaler fra Lyngby BK.

Vi har taget en snak med Marcus Ingvartsen og Mads Kristian Hansen samt de to FCN-fans Benjamin Krautwald og Kasper Henriksen, der fortæller om det helt særlige ved kampene mod Lyngby. 

Marcus Ingvartsen

- Det er altid nogle af de sjovere kampe at spille, når Lyngby er modstanderen. Ugen op til og på kampdagen kan man godt mærke, at der lige er lidt ekstra på spil end de tre point. Der er altid en anden atmosfære og stemning på banen og på tribunerne. Så det er bare et fedt opgør. - Der er altid godt fyldt op, når vi møder Lyngby - både her i Right to Dream Park og når vi møder dem på Lyngby Stadion. Og det gør jo bare, at det også bliver en kamp ude på lægterne, hvor der naturligvis kæmpes om håneretten. - Holdet er fyldt med selvtillid efter vores gode start. Vores spil og variation af tempoet i kampen og kombinationer er på et rigtig stærkt niveau. Og vi lægger hele tiden lag på og bliver stærkere og stærkere.

Mads Kristian Hansen

- Man kan tydeligt mærke, at der en en speciel stemning til de her kampe mod Lyngby. Ikke bare fra vores fans, men også i klubben i ugen op til kampen. Det er kampe, som man ekstra gerne vil vinde - og de betyder på en måde mere end "bare" de tre point. - Vi kan også godt mærke, at der er en anden stemning på tribunerne. Stemningen er mere elektrisk - og det mærker vi allerede, når vi træder ind på banen for at varme op. Der er mere tryk på og folk er helt klar på at skabe en god stemning. - Det giver en ekstra energi til os spillere, når vi kan fornemme stemningen på stadion og mærke, hvor meget kampen betyder for vores fans. Det gør os jo helt klart ekstra motiverede.

Kasper Henriksen og Benjamin Krautwald - FCN-fans 🐅

𝗕𝗲𝗻𝗷𝗮𝗺𝗶𝗻 𝗞𝗿𝗮𝘂𝘁𝘄𝗮𝗹𝗱 : - De her kampe mod Lyngby er altid noget helt specielt fra et fan-perspektiv. De er selvfølgelig vores tætteste rivaler og det er kampe, som vi ikke bare vil vinde på banen, men også på tribunen. Og det giver energi på tribunerne. Lyngby kommer altid med en god sjat fans og omvendt, når vi spiller derude. - Jeg bilder mig ind, at man også ser det på banen. Der bliver gået til stålet i nærkampene. Og det tænder også op for tribunerne. Der er en generel holdning blandt vores fans om, at når vi møder Lyngby, så skal vi være mange. - Der er en opfattelse af, at det faktisk er større end kampe mod Brøndby og FCK. Det er Lyngby – det er dem, vi vil slå. De skal skræmmes ud af Right to Dream Park. 𝗞𝗮𝘀𝗽𝗲𝗿 𝗛𝗲𝗻𝗿𝗶𝗸𝘀𝗲𝗻: - Kampene mod Lyngby har altid deres helt eget liv. Det er et derby. Det er mere end tre point. En kamp om håneretten. - I gamle dage følte de sig som storebror, men den rolle har vi overtaget. Som FCN-fan er målestokken jo sjov nu. Vi ligger nummer et og de ligger nummer 10. - Man kan godt mærke, at der er en særlig stemningen på tribunen. Det er en kamp, man ikke vil misse som fan. Den har sit helt eget liv, og man sætter altid et stort kryds i kalenderen ud fra Lyngby-kampene, når kampprogrammet bliver offentliggjort. - Så jeg glæder mig rigtig meget til kampen søndag og til at mærke den energi, der opstår på tribunerne.

Køb billetter til kampen 🎟️