Karen Linnebjerg runder 100 kampe: Føler mig stolt og priviligeret

28.08.2024 11:56

På trods af, at hun blot lige er fyldt 21 år, er Karen Linnebjerg Knudsen en af FC Nordsjællands absolut mest rutinerede spillere. I sæsonens første kamp hjemme i Right to Dream Park mod Kolding IF spillede hun sin kamp nummer 100 - og hun er dermed den første kvindelige FC Nordsjælland-spiller til at runde det skarpe hjørne. En bedrift, der gør Karen Linnebjerg Knudsen stolt. 


1️⃣0️⃣0️⃣ kampe i rødt og gult 🔴🟡

– Det er en ære for mig at have opnået 100 kampe for FC Nordsjælland som den første kvinde i klubbens historie. Det er noget, jeg er virkelig stolt over. Det er rigtig mange kampe - og det, der betyder noget for mig, er, at jeg har fået al den erfaring, som jeg søgte, da jeg kom til FC Nordsjælland. Og jeg føler mig meget priviligeret over at være en del af denne her klub. - Det er vigtigt for mig at understrege, at fodbold jo er en holdsport. Og det kan man virkelig mærke i denne her klub. Så uden støtte fra holdkammerater, trænerstab og alle i klubben, så ville jeg ikke have nået de 100 kampe.

En ung rutine 🗣

- Jeg kan godt mærke, at jeg personligt har udviklet mig rigtig meget. Jeg er blevet mere fremtrædende som person, og jeg er begyndt selv at tage noget mere ansvar. Både på og uden for banen. - Inde på banen har jeg også fået nogle helt andre opgaver, end jeg havde, da jeg kom. Hvor det førhen sommetider har været svært at finde min plads på kanten eller som angriber, så er jeg nu rykket ned på midtbanen. Og her er der nogle andre ting, jeg skal tænke over. Så som fodboldspiler har jeg også udviklet mig rigtig meget, fordi jeg har fået lov til at undersøge en masse forskellige pladser. - Allerede sidste år kunne jeg godt mærke, at jeg skulle træde i karakter som én af de ældste - selvom jeg kun var 20 år. Men jeg har spillet en masse kampe - og det er en anden erfaring, som jeg kan dele ud af til de yngre spillere, vi har på holdet. - Den erfaring jeg har – og det, jeg kan byde ind med – det er også afgørende for de unge, som kommer op på holdet fra akademiet. For de skal kunne spejle sig i os og få en tro på, at de sagtens kan spille en rolle, selvom de er unge. Og i og med at jeg har nået 100 kampe, så håber jeg, at jeg kan give noget igen til dem den vej igennem.

Det støtter jeg 🤝

Som altid får 100-kampsjubilarer lov til at donere 5000 danske kroner til en organisation eller forening, der har betydet noget for dem i livet eller som kan gøre en forskel i verden. Karen Linnebjerg Knudsen har valgt at donere pengene til organisationen 'Broen Danmark', hvis formål er at støtte socialt udsatte børn og unge med kontingenter og udstyr til idræt, spejder, musik eller andre fritidsaktiviteter. – Jeg vil gerne donere til et projekt, der hedder 'Broen Danmark', som hjælper udsatte børn og giver dem mulighed for at gå til fritidsaktiviter. En mulighed som de ellers ikke ville have haft. Det er ikke altid, de kommer ud, og at de har det udstyr, der skal til for at dyrke de fritidsaktiviteter, som de ellers gerne ville. - Så de kan komme ud og møde nogle andre børn og blive den del af et fællesskab, som kan skabe tryghed og give dem nogle succesoplevelser, som mange af dem mangler. - Jeg har selv mærket, hvordan sport kan samle folk og virkelig danne relationer og skabe et fællesskab. Og jeg ville ønske, at alle havde mulighed for at opleve det. Så derfor vil jeg meget gerne donere til de gode initiativer, som 'Broen Danmark' udfører.