Ugens optakt: Den offensive værktøjskasse

04.04.2024 10:07

Fem mål i de seneste to kampe. Første sejr i Herning siden 2017 og flere gode offensive momenter i den første pokalsemifinale mod AGF. 

I ugens optakt taler vi med assistenttræner Casper Røjkjær, Andreas Schjelderup og Mads Kristian Hansen om de offensive muligheder, der arbejdes med hos FC Nordsjælland – og hvordan de forskellige muligheder kan bruges til at dirke modstandernes forsvarskæde op. 


Casper Røjkjær, assistenttræner

- Vi har været godt tilfredse med det offensive udtryk, vi har vist i de sidste to kampe. Først og fremmest fordi vi har fået skabt de chancer, vi gerne vil – og vi synes, at vi bliver farlige på mange forskellige måder. Det er også en vigtig del, at det ikke bliver for ensformigt i måden, vi skaber chancer på. Og det klæder vores spil rigtig godt. - Det skyldes blandt andet, at vi har mulighed for at rykke lidt rundt på positionerne blandt spillerne. Det skaber nogle forskellige muligheder for os offensivt. Vi kan kigge på modstanderen og se, hvilke ting der kan gøre ondt på dem. Hvis de eksempelvis gerne vil have, at vi spiller med en boksangriber, så giver det måske mere mening for os at spille med en, der er lidt mere levende. - Så det giver os helt sikkert nogle forskellige strenge at spille på – og gør os mere uforudsigelige. Det er ikke så let for modstanderen at gennemskue, hvad vi kommer med. Og de skal hele tiden forholde sig til forskellige kompetencer, alt efter hvordan vi spiller. Og det kan altid være ubehageligt. - Vi har naturligvis stor respekt for FCK. Det er et virkelig godt hold med mange dygtige spillere, og vi skal ramme vores topniveau, hvis vi skal vinde den kamp – og det gælder også den offensive del. Men jeg ser helt sikkert, at vi har nogle gode muligheder for at kunne åbne dem op, og vi er ikke bange for at gå op og gøre kampen lidt åben. For så er jeg sikker på, at vi både relationelt og individuelt har nogle kompetencer, der kan afgøre det for os.

Mads Kristian Hansen

- Jeg synes, at vi har haft en god følelse i de sidste to kampe. Vi har fået en lidt mere offensiv tilgang qua de spillere og positioner, vi spiller med. Og det synes jeg, at man har kunnet se – både i kampen mod AGF og mod FCM. - Det giver nogle andre dilemmaer for modstanderen og giver samtidig nogle muligheder for os offensivt. Det er helt klart en styrke, at vi kan rykke rundt på forskellige positioner. For vi er jo forskellige typer, så modstanderen skal forholde sig til forskellige egenskaber ud fra, hvem vi placerer hvor. Så vi kan skabe forskellige muligheder for os selv, når vi rykker lidt rundt. - Jeg har det fint med at blive rykket lidt tilbage på banen. Jeg føler, at jeg kommer lidt mere på bolden og kan være med til at sætte spillet. Så det har været godt for mig at prøve mig af på en ny position, men jeg vil stadig gerne med op og lave mål og være afgørende for holdet. - Jeg forventer, at det bliver en god kamp, som det altid plejer at være, når vi møder FCK i Right to Dream Park. En kamp med høj intensitet og mange chancer og en del mål. Så jeg håber på en god kamp og et forhåbentlig fyldt stadion. - Jeg tror på, at vores offensive tilgang kan gøre ondt på FCK. Hvis vi spiller, som vi har gjort i de sidste to kampe, så skal vi nok få skabt nogle chancer mod dem. Og så handler det bare om at puttet bolden ind.

Andreas Schjelderup

- Offensivt synes jeg, at det har set rigtig godt ud for os i de to seneste kampe. Vi lærer hinanden bedre og bedre at kende for hver kamp, hvilket man også kan se på spillet på banen. Vi er blevet bedre til at bevæge os for hinanden og finde hinanden. Så relationerne sidder der. - Jeg har både spillet på kanten og lidt længere tilbage som 10'er. Og jeg synes, at begge positioner passer mig rigtig fint. Som 10'er får jeg måske bolden lidt mere og er lidt mere involveret, hvilket passer mig rigtig fint. Men i de mere åbne kampe er det også fint at spille kant, for kan man være med til at skabe en masse chancer for holdkammeraterne. - Det giver os rigtig meget, at vi har så mange spillere, som kan begå sig på flere forskellige positioner offensivt. Så kan vi skifte formation løbende og korrigere vores spil ud fra de huller, vi kan se hos modstanderen. Så det kan gøre det vanskeligt for modstanderen at forberede sig på – og det tror jeg også, at det bliver for FCK på søndag. Så jeg tror på, at vi kan udfordre dem og skabe en rigtig fed kamp for os selv og for publikum – specielt med tanke på den gode periode, vi er inde i offensivt. Søndagens kamp mod FCK sparkes i gang kl. 16:00 i Right to Dream Park. Der er stadig billetter at hente til kampen. De kan købes her 🔻

🎟 Køb din billet her