Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Sports Photo

Hoff Thorup efter Brøndby: Imponeret over anden halvleg

28.04.2024 17:50

Søndag eftermiddag jagtede vi endnu en sejr, da Brøndby IF gæstede os hjemme i Right to Dream Park.

Efter en noget blandet første halvleg kunne Brøndby desværre gå til pause foran 1-0, da de fik scoret i de døende minutter.

Cheftræner Johannes Hoff Thorup og resten af trænerstaben fik dog lavet nogle små justeringer i pausen, der gjorde, at udtrykket var et helt andet i anden halvleg. Her sad vi tungt på bolden, hvilket resulterede i flere store chancer. Det gjorde, at Oliver Antman på sit 100-kamps jubilæum i FCN-trøjen fik scoret til slutresultatet 1-1. 

Johannes Hoff Thorup stod efter kampen tilbage med en skuffet følelse over det uafgjorte resultat, fordi FCN-holdet sad så tungt på spillet i anden halvleg, forklarer han. 

Forskellige halvlege

– Jeg er skuffet over resultatet. Jeg er også lidt skuffet over første halvleg, hvor jeg ikke føler, at vi kommer helt ud over rampen. Modsat er jeg meget imponeret over anden halvleg, hvor vi kan spille i et tempo, Brøndby har svært ved at være med i. Vi laver mange chancer og holder et tryk på dem, der er på et meget højt niveau. 10 minutter mere i den her fodboldkamp, så tror jeg, at vi havde vundet den.

Pausejusteringer

– I pausen diskuterer vi nogle detaljer i spillet. Vi er ikke helt tilfredse med vores pres i første halvleg, hvor vi er for passive og tillader for mange spilvendinger på os. Det gjorde, at vi skulle løbe mere retur end sidelæns og fremad. Derfor justerer vi nogle små ting, der gør, at vi kunne holde mere tryk direkte mod bolden, så der ikke blev lavet så mange spilvendinger på os.

Større offensivt udtryk

– I spillet med bolden laver vi også nogle justeringer, hvor vi får rykket vores midtbanespillere lidt højere op. Det gjorde, at vi kunne true lidt mere i dybden. Så når muligheden for at komme ned bag ved dem opstod, så gjorde vi det. Det er de to ting, der gjorde, at vi kunne holde det her kontinuerlige tryk ned mod dem. Vi er bedre i presset – og er noget mere offensive i vores spil med bolden. – Vi laver også et par offensive udskiftninger, da vi kunne se, at deres højreside var ved at være træt. Så vi ville have Antman ind og køre på i den side, hvilket vi også fik omsat til en scoring. Vi skulle også jagte den her sejr, hvor vi havde behov for flere offensivt-tænkende spillere. Der var plads til det, og kampen var et sted, hvor vi godt kunne gøre det – og det var lige før, at vi kunne tage en sejr.

Fantastisk støtte

– Fansene var helt fantastiske i dag. Sikke en kulisse, de fik sat sammen. De bidrog virkelig også til, at vi fik skubbet dem helt ned i anden halvleg. Så de skal have stor cadeau for, at vi kom ud med et andet tryk efter pausen. Det gav os lige nogle ekstra procenter, som vi kunne jagte kampen med. Vi er ekstra taknemmelige for dem i dag.