
Source: ludogorets.com
Hvem er PFC Ludogorets? Lær vores modstander bedre at kende
04.10.2023 07:25
Vi har sparket vores europæiske kampagne i Europa Conference League i gang, og på torsdag spiller vi vores første europæiske gruppespilskamp i Right to Dream Park. Her er modstanderen de forsvarende bulgarske mestre fra PFC Ludogorets, der til dagligt huserer på Huvepharma Arena med plads til knap 10.500 tilskuere.
Her kan du blive lidt klogere på, hvem PFC Ludogorets er, og hvad vi kan forvente at møde, når de besøger Right to Dream Park.
Dominerer i Bulgarien
PFC Ludogorets blev stiftet i 1945, men det var først i 2011, at de rykkede op i den bedste bulgariske række. Siden da har de ikke set sig tilbage, da de har vundet det bulgariske mesterskab lige siden. PFC Ludogorets har derfor vundet 12 bulgariske mesterskaber på 12 år, og har domineret den bedste række i Bulgarien.
Udover de 12 nationale mesterskaber har PFC Ludogorets også vundet tre bulgariske pokaltitler de sidste 12 år, hvor de i den seneste sæson vandt begge hjemlige titler. De er derfor et ubestridt tophold i Bulgarien, og har siden deres oprykning i 2011 været dominerende i den bulgarske liga.
I denne sæson er PFC Ludogorets kommet haltende fra land i den hjemlige liga, da de i skrivende stund ligger nummer seks med 20 point efter 10 kampe. Dertil er det blevet til en plads i Conference League-gruppespillet efter de i playoff-runden til Europa League måtte se sig slået med 4-1 samlet mod AFC Ajax.
PFC Ludogorets vandt deres første kamp i gruppen med 4-0, da de slog Spartak Trnava hjemme på Huvepharma Arena, hvorfor de aktuelt indtager gruppens førsteplads.
Hvem skal man holde øje med?
PFC Ludogorets er - qua deres 12 mesterskaber på stribe - et hold, der er vant til at vinde. Dertil har de stor kvalitet på mange positioner, hvorfor vi kan forvente at møde et velspillende, bulgarsk mandskab.
I starten af denne sæson er det især deres offensive kvaliteter, der har udmærket sig, da de har scoret 19 mål i de første seks kampe i deres hjemlige liga. Målene kommer fra mange forskellige spillere, hvilket siger noget om PFC Ludogorets dybde og kvalitet i truppen.
Aslak Fonn Witry
På højrebacken har PFC Ludogorets den 27-årige nordmand Aslak Fonn Witry, der tidligere har tørnet ud for Djursgårdens IF og AZ Alkmaar. Den alsidige højreback står noteret for 52 kampe for PFC Ludogorets. Aslak Fonn Witry er ikke notorisk kendt for at lave mange mål, men han fik en god start på sæsonen, hvor han nettede to gange på de første tre kampe i den bulgarske liga, og lavede en enkelt assist i Europa League-kvalifikationen mod FC Astana.
Bernard Tekpetey
Vender man blikket mod offensiven, finder man den ghanesiske angriber Bernard Tekpetey. Den 26-årige ghaneser er en fast del af PFC Ludogorets startopstilling, og har i denne sæson allerede stået for fire mål og tre assist i ni kampe. Bernard Tekpetey har tidligere spillet Bundesliga-kampe for Schalke 04 og Düsseldorf, hvorfor den 26-årige angriber er værd at holde et ekstra øje med.
PFC Ludogorets i Europa
PFC Ludogorets har tradition for at spille med i det fineste selskab i Europa, hvor de blandt andet blev det første bulgarske hold til at kvalificere sig til to Champions League-gruppespil.
De spillede Champions League-fodbold i 2014/15-sæsonen og 2016/17-sæsonen, hvor det i det seneste tilfælde blev til en tredjeplads i gruppen, der sendte dem videre i Europa League.
Udover PFC Ludogorets to Champions League-eventyr, har det bulgarske storhold også spillet sig i et Europa League-gruppespil fem gange, hvor det bedste resultat er et exit i 1/16-finalen mod spanske Valencia CF.





