
Midtvejsevaluering med Nikoline Dudek og Frederikke Holmberg
03.11.2023 10:39
Kvindeliga-holdet har indtil videre haft en god sæson i Gjensidige Kvindeligaen, hvor de i øjeblikket befinder sig på andenpladsen. På lørdag spiller vi hjemme i Right to Dream Park for første gang i en måned, når AGF gæster os i Farum.
Lørdag er Gjensidige Kvindeligaen tilbage efter en landsholdspause.
Frederikke Holmberg og Nikoline Dudek glæder sig til igen at komme tilbage i Right to Dream Park og spille, når AGF kommer på besøg. Og de forventer et udehold med ekstra selvtillid og defensive styrker.
– Vi glæder os til at spille på hjemmebane igen. Det bliver en revanche, selvom vi ikke tabte i Aarhus sidst, da vi ikke føler, at det uafgjorte resultat reflekterede vores niveau. Vi forventer, at de kommer til at stå godt defensivt. Så vi skal gøre de ting, vi har aftalt, for at vi kan bryde dem op.
– De er gode på omstillinger, hvilket vi skal være opmærksomme på. Men vi går hårdt efter sejren. De har lige slået Kolding 2-0, så måske har de lidt mere selvtillid. Men vi fokuserer på os selv, og spiller på vores præmisser, hvilket vi tror på er nok på lørdag.
Midtvejsevaluering 📈
Halvdelen af grundspillet i Gjensidige Kvindeligaen er spillet, så vi har i den anledning sat de to back-kollegaer, Nikoline Dudek og Frederikke Holmberg, i scene og lavet en midtvejsevaluering hvor vi gennemgår alle de kampe, der er spillet i sæsonen indtil videre 🔻
FCN - Fortuna Hjørring (2-0)
– Det var en kamp fyldt med spænding. Det var første turneringskamp, så vi var spændte på, hvor vi stod henne, da vi også havde et relativt nyt hold. Vi havde nye spillere, der var kommet lidt sent ind i preseason, men vi fik en rigtig god start på sæsonen. Jeg husker, der var utrolig god opbakning på tribunen. Vi fik sat tonen til, hvordan vi ville gå ind til sæsonen.
FCN - HB Køge (0-0) / HB Køge - FCN (Pokal) 3-5
– Det blev en kamp, hvor vi lige skulle se hinanden an, da jeg føler, vi satte et statement i første turneringskamp. Det var en chancefattig kamp, men det var vel egentligt et okay resultat når man har in mente, at de er et mangeårigt tophold. Vi skulle dog møde HB Køge en gang mere, da de var vores modstander i Gjensidige Kvindepokalen. Det blev til en kamp, hvor vi efter straffesparkskonkurrence kunne avancere til kvartfinalen. – Det var en sindssyg kamp med forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Jeg synes dog, at det også var fortjent, at vi vandt den kamp. Vi føler ikke, at der var et tidspunkt, hvor vi ikke kontrollerede kampen. Der er altid noget specielt ved pokalkampene, og da den gik i forlænget spilletid, handlede det om, hvilket hold der ville det mest. Vi viser vores vindermentalitet. For uanset hvad står vi sammen og tror på, vi kan lave et resultat. Det er en ting, vi har fået bygget på i denne sæson, at vi har en langt større vindermentalitet end tidligere.
AGF - FCN (1-1)
– Det var første pointtab og første gang, der blev scoret på os. Det var en kamp, hvor vi havde nogle udfordringer, og hvor vi havde svært ved at komme til chancer. Vi fandt aldrig helt den måde, vi gerne vil spille på. De er et fysisk stærkt hold, hvor vi også spillede på en tung bane, så vi havde lidt svært ved at matche dem på det.
AaB - FCN (0-2)
– Vi havde en kontrolleret kamp helt fra start. I perioder pressede de dog højt hvilket stressede os lidt. Vi får scoret to mål i første halvleg, selvom vi ikke skabte så mange chancer. Den er også et eksempel på, at selvom vi ikke spiller det bedste spil, vi kan, så går vi stadig ind og vinder 2-0. – Det betød meget for os, at vi i de fire første kampe kun lukkede ét mål ind. Det gjorde det mere frit for os, for vi tænkte selv, at så længe vi får scoret nogle mål, så skal det hele nok gå. Det står lidt i kontrast til sidste sæson, hvor vi lukkede for mange mål ind. Så vi har taget lidt af presset fra offensivspillerne, da de ikke længere er nødsaget til at score to eller flere mål for, at vi kan få point.
FCN - Brøndby IF (3-0)
– Det betød meget, at vi havde 1100 på lægterne. Det giver den ekstra energi til at tage den ekstra sprint eller vinde den næste fysiske duel. Så det betyder enormt meget, at vi har så god opbakning. Det var et topbrag, hvor Brøndby kommer ind med makspoint. Stemningen og opbakningen var helt i top i Right to Dream Park, hvor vi aldrig har oplevet noget lignende før. Vi slog tilskuerrekorden, hvilket vi også er stolte af. – Selve fodboldkampen gik nærmest perfekt, da næsten alt lykkedes for os. Vi spillede virkeligt godt, og vi synes, at det er den bedste kamp, vi har spillet i denne sæson. Vi viste, at vi gerne ville og kan spille med i toppen. Vi kunne spille ud af presset, rundt om dem, score flotte mål og holde dem fra chancer.
FCN - FC Thy-Thisted Q (3-0)
– Vi leverede ikke særligt godt, men alligevel vinder vi 3-0. De pressede os helt vildt højt hvilket overraskede os lidt. Det høje pres gjorde dog blandt andet, at vi kunne score på en omstilling. Så igen viser en kamp som denne, at selvom vi ikke rammer niveau, så kan vi stadig vinde. – I kampe som denne viser den føromtalte vindermentalitet sig igen. Det var vigtigt, at vi kommer tidligt foran, da de pressede os højt – og lykkedes med det. Så det gav lidt mere ro på, at vi fik scoret det tidlige mål.
Kolding IF - FCN (2-0)
– Kolding har gjort det godt i denne sæson. Det var et topopgør med to hold, man ikke havde forventet ville være tophold inden sæsonen. Vi ramte ikke niveauet, hvor det igen blev en fysisk hård kamp, vi ikke kunne matche. De scorede nogle ærgerlige mål, så det var ikke det bedste. Vi mærkede, at hvis vi ikke er der 100 procent, så går det galt, hvilket det gjorde i sæsonens første nederlag.
Fortuna Hjørring - FCN (1-2)
– En turbulent fighter kamp. Vi spillede ikke op til niveau, og det var første og eneste kamp i sæsonen, hvor vi var bagud, men alligevel får vendt det til en sejr. Det var en op og ned kamp, hvor vi kommer bagud og ikke har kontrol på kampen i første halvleg. – Vi scorer begge mål i anden halvleg, hvor vi er kyniske på vores chancer. Sidste år havde vi tabt eller spillet uafgjort i denne slags kampe. Vi har lagt meget på mentalt, hvor vi kæmper til det sidste og for hinanden. Det er fedt, at vi får slået sidste års bronzevindere to gange og det viser, at vi hører med til toppen i ligaen.











