Foto: Dejan Obretkovic/Gonzales Photo

Optakt inden Køge-kamp: Derfor får vi tre point

30.03.2023 11:10

Det bliver en svær opgave, men hvis vi kan holde fast i det momentum, der er i truppen p.t., så kan vi godt tage fra Køge med tre point fredag aften, lyder det fra assistenttræner Amy Harrison. 

Momentum

Foto: Dejan Obretkovic/Gonzales Photo

Fredag aftens skydes Gjensidige Kvindeliga-slutspillet igang, når FC Nordsjælland skal en tur til Køge, hvor de forsvarende mestre fra HB Køge venter. 

En svær men på ingen måde umulig opgave, lyder det fra Assistenttræner Amy Harrison, som henviser til præstationen i lørdagens pokalsemifinale mod AGF, som blev vundet 3-0. 

- Vi har en kæmpe tro på egne evner. Vi viste i semifinalen mod AGF, hvor godt vi kan spille, hvis vi holder os til vores gameplan. Det har selvfølgelig givet os allesammen et kæmpe boost at kvalificere os til finalen  - og hvis vi kan fastholde det momentum, som vi har i truppen lige nu, så tror jeg bestemt på, at vi kan tage fra Køge med tre point fredag aften. 

Connection

På træningslejren i Tyrkiet blev der arbejdet meget med at finde ind til truppens kerneværdier - og her var det overordnede hovedtema "connection" - forstået som relationerne spillerne imellem både på- og uden for banen.

Én af de underliggende parametre handlede om måden, hvorpå spillerne sammen fejrede scoringer, bakkede hinanden op i svære situationer eller på anden måde var fysiske over for hinanden i løbet af kampen. 

Og Amy Harrison har i kampene efter træningslejren bemærket, at spillerne i høj grad har taget det til sig. 

- Jeg synes virkelig, at vi oplever en gruppe af spillere, som har det rigtig godt sammen. Og det skinner igennem i spillet på banen. De er der for hinanden, hvis tingene er lidt svære - og de fejrer sejre og scoringer sammen. Så det har været rigtig godt at se. 

Foto: Dejan Obretkovic/Gonzales Photo

Indstilling

I modsætning til FC Nordsjælland lykkedes det ikke for HB Køge at spille sig i Pokalfinalen, da de i weekenden tabte 0-2 ude til Fortuna Hjørring. 

Og Amy Harrison forventer, at det kommer til at være et hjemmehold med ild i øjnene, som vil gå på banen fredag aften. 

- Det er meget sjældent, at Køge taber to kampe i streg. Vi vil selvfølgelig gøre vores for, at det sker fredag aften. Men vi skal være forberedte på, at de kommer til at have ild i øjnene og gøre alt hvad de kan, for at vise hjemmepublikummet, at de altså er forsvarende mestre. 

- Så vi skal have den helt rette indstilling, hvis vi skal kunne byde dem op til dans. Vi skal holde os til den gameplan, der bliver lagt og følge den til punkt og prikke. For vi ved, at Køge er et rigtig godt hold med nogle virkelig dygtige spillere. Men vi tror på, at vi kan stikke en kæp i hjulet på dem. 

Kampen mod HB Køge spilles på Capelli Sport Stadion. Kampstart er klokken 18 og den kan streames på Viaplay.