Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Sports Photo

FCN siger farvel til fem spillere fra Superliga-truppen

04.06.2023 08:45

I dag slutter vi 3F Superliga-sæsonen af med en udsolgt hjemmekamp mod Viborg FF og overrækkelse af sølvmedaljer.

Afslutningen på en vild og spændende sæson betyder ikke kun en velfortjent ferie til FCN-spillerne, inden det går løs igen med opstart og træningslejr. 

Det betyder også, at vi skal sige farvel og tusind tak for indsatsen til fem spillere i form af Jacob Steen Christensen, Emiliano Marcondes, Mads Bidstrup, Wahid Faghir og Mahamadou Doumbia, fortæller sportschef Jan Laursen.

- Efter hver sæson er det typisk tid til at sige tak for samarbejdet til en eller flere spillere, hvor aftalen løber ud. Denne her sommer skal vi så sige tak til ”Jaxe”, Mads, Emiliano, Wahid og Mahamadou, der hver især har bidraget positivt til den kultur, vi har her i FC Nordsjælland, og til Superliga-holdets fantastisk flotte udvikling og sæson. Derfor vil vi gerne sige stor tak for indsatsen og give både fans og spillere mulighed for at tage afsked med hinanden på stadion, siger Jan Laursen.

Efter slutfløjtet i aften vil spillere og stab modtage sølvmedaljer for årets 2. plads i 3F Superligaen. Her vil klubben samtidig benytte lejligheden til at hylde og sige pænt farvel til de spillere, der har udløb, sammen med fansene.

Lejeaftalerne med Rocco Ascone og Carljohan Eriksson udløber også efter denne sæson, men der er endnu ikke afklaring på dialogen. På grund af denne uvished vil de ligeledes blive hyldet i forbindelse med medaljeceremonien.

Herunder kan du læse sportschef Jan Laursen sætte nogle indledende ord på de syv spillere, der har udløb efter denne sæson.

I den kommende tid vil vi følge op med interviews og hilsener med spillerne, så hold øje med fcn.dk og vores sociale medier.

Jacob Steen Christensen

- Det er svært at nøjes med at sætte nogle få ord på ”Jaxe”, for han har taget turen op igennem rækkerne i akademiet og er vokset helt enormt undervejs. Nu har han nået over 150 kampe i en alder af 21 år – og har udviklet sig til en nøglespiller. - Det er meget vemodigt at sende ham videre, men samtidig med utrolig stor stolthed fra klubben og alle dem, der har haft med hans udvikling at gøre. Det er absolut en spiller, som vi håber at se igen, og vi ønsker ham alt det bedste i jagten på nye drømme. Og så vil vi vende tilbage med mere fra og om ”Jaxe” i den kommende tid.

Emiliano Marcondes

- Emiliano har været med til at sætte nye standarder for, hvad der kan lade sig gøre i FC Nordsjælland ved at komme hjem til os fra en Premier League-klub. Der skal lyde en kæmpe tak for det, han har nået at bidrage med, hvilket var vigtigt, så længe han kunne spille. Både han og vi er utrolig ærgerlige over, at han ikke kunne leve opholdet ud til fulde på grund af sin skade, men han har givet en masse alligevel uden for banen. - Forhåbentlig har det også åbnet døren for andre spillere, der kan se, at man godt kan vende tilbage til FC Nordsjælland og være med til at spille nogle fantastiske kampe og være en del af et fantastisk hold og en fantastisk klub med fantastiske fans. Så kæmpe tak til Emiliano. Det er dejligt at se ham spille så meget med hjertet – og vi håber at se ham igen i den røde trøje en dag. Vi ønsker ham alt det bedste med sin genoptræning, så han kan komme stærkt tilbage på banen.

Mads Bidstrup

- Det har været en fantastisk rejse, som heldigvis kom til at vare længere, end vi troede var muligt. Det lå jo ikke i kortene, at han skulle komme tilbage efter lejeopholdet sidste forår, men heldigvis lykkedes det, og han har om nogen spillet med hjertet. Han har fra første færd levet sig fuldt ind i det og taget klubben, værdierne og omgivelserne til sig. Ikke mindst har hans relation til fansene sat nye standarder. - Vi er super taknemmelige og glade for det samarbejde, vi har haft – og samtidig er vi stolte over, at han ikke kun har givet meget til klubben, men at han også selv har udviklet sig til en endnu bedre spiller i løbet af tiden i vores miljø. Vi ønsker ham alt det bedste og håber at se ham tilbage i FCN på et tidspunkt.

Wahid Faghir

- Vi er glade for, at Wahid greb muligheden for at komme hertil. Begge parter havde selvfølgelig håbet på, at det ville være blevet til endnu mere spilletid, men vi er glade for det bidrag, han er kommet med både på og uden for banen. Vi skal heller ikke glemme de mål, han har hjulpet os med, og at han har været en del af en fantastisk sæson, hvor småskavanker undervejs også har stået lidt i vejen. Vi takker ham for indsatsen i FCN, og vi ønsker ham alt det bedste, når han vender retur til Stuttgart.

Mahamadou Doumbia

- Doumbia har været en vigtig del af U19-holdet og de bronzemedaljer, som holdet vandt i denne sæson. Samtidig har han bidraget til det stærke træningsmiljø i Superliga-truppen, og han har udviklet sig både spillemæssigt og personligt, men konkurrencen om pladserne og spilletiden på midtbanen har imidlertid været utrolig stærk. Vi takker ham for indsatsen og ønsker ham alt det bedste fremover.

Rocco Ascone

- Rocco har gennemgået en rigtig god udvikling, og af samme årsag håber vi fortsat på, at han kan blive her. Skulle det falde anderledes ud, vil vi være stolte over at have haft ham og kan glæde os over, at han har været igennem en god udvikling, hvor vores fysiske sektor har fået lagt godt på ham. Vi tror på, at Rocco vil få en flot karriere, og vi er stolte over, at han er kommet ind omkring det franske U20-landshold i løbet af sin tid i FCN.

Carljohan Eriksson

- ”Saku” har løst en særlig opgave til fulde. Han blev hentet hertil for at gå ind fra dag ét med højt niveau og bidrage til, at træningsmiljøet ville være på så højt et niveau som muligt, og vi vidste, at han er en keeper med et højt niveau, som ville være klar til at træde til, hvis der skulle blive brug for det. Så vi glæder os over, at han har været glad for tiden her, og at han både har bidraget til truppen og samtidig selv har udviklet sig. ”Saku” har en stærk karakter, og da han har givet os en masse positivt med sin topprofessionelle indstilling igennem det seneste halve år, håber vi på at kunne fortsætte samarbejdet.