Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

FC Nordsjælland generobrer førstepladsen efter sejr over FCM

27.08.2023 19:41

FC Nordsjælland generobrede søndag aften 3F Superligaens førsteplads, da vi hjemme i Right to Dream Park slog FC Midtjylland 3-0. 

Allerede efter syv minutter slog brandvarme Marcus Ingvartsen til, da han med et velplaceret hovedstød stangede FCN i front. 

Hjemmeholdet sad på spillet i første halvleg og kreerede de største chancer. Både Oliver Antman og Ibrahim Osman havde gode muligheder for at udbygge målscoringen, men det blev ved det ene mål i første halvleg. 

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

FC Midtjylland kom bedre ud til anden halvleg og virkede mere aggressive. Men det var igen hjemmeholdet, der efter kort tid fik nettet til at blafre. Ibrahim Osman tryllede på venstrekanten og fandt en helt fri Marcus Ingvartsen centralt, som let kunne fordoble sin målscoring og gøre det til 2-0. 

Herefter stod der igen FCN på det meste - og ligesom tilfældet var det i første halvleg, så var det FC Nordsjælland, der kom frem til de største chancer. Oliver Villadsen fik da også bolden i kassen efter 66 minutter, men dommer Sandi Putros dømte offside i optakten til målet. 

Det gjorde han tilgengæld ikke efter 90 minutter, da Mario Dorgeles med sin første FCN-scoring kunne gøre det til slutresultatet 3-0. 

Foto: Dejan Obretkovic / Gonzales Photo

Tilfredshed på trænebænken

Cheftræner Johannes Hoff Thorup havde god grund til at være en glad mand efter søndagens 3-0 sejr. Ikke nok med, at han kunne smække yderligere tre point ind på kontoen, så betød sejren også, at FC Nordsjælland generobrede førstepladsen fra FC København. 

Men selve positionen i tabellen er ikke noget, der bliver gået meget op i hos Cheftræneren. Det er derimod de mange point og den gode sæsonstart, som er altafgørende. 

- Det er selvfølgelig fint at kunne sige, at vi ligger nummer et. Men helt ærligt, så fylder det egentlig ikke ret meget hos os. Det der betyder noget, det er pointene. Og at vi har fået 15 point i 6 kampe, det fylder meget. For det er en fantastisk start for os, som vi skal forsøge at bygge videre på.

Og på særligt ét område har der i den grad været tale om en udvikling i spillet i forhold til slutningen af sidste sæson.

- I forårssæsonen talte vi om, at vi alt for sjældent fik lavet det næste mål, der kunne lukke kampene. Derfor blev det for tæt og spændende til sidst i nogle af kampene. Og det synes jeg, at vi er kommet godt over i denne her sæson. Vi er det mest scorende hold i ligaen, som endda også har lukket færrest ind. Så vi er ret godt på vej, hvad det angår. 

Kompakthed og individualister 

FC Nordsjælland stod bundsolidt defensivt og tillod ganske få chancer imod. Faktisk viste statistikken kun et enkelt skud imod Andreas Hansens mål, da stadionuret rundede de 90 minutter. Og det er naturligvis noget, der behager cheftræneren. 

- Én ting er, at vi formår at skabe så mange chance. Men det er dæleme også vigtigt, at man kan lukke af, hvis man skal vinde fodboldkampe. Vi havde talt om, hvor vigtig kompaktheden blev for os i dag. Og jeg må bare sige, at det virkelig var en imponerende defensiv indsats af drengene i dag. 

- Vi lykkedes rigtig fint med at få bolden ned på jorden og komme rundt om FC Midtjylland. 
Det er en gruppe, som virkelig tager det seriøst og arbejder benhårdt med al den information, vi i trænerstaben giver dem. Derfor kan vi levere på et højt niveau. Og det er højt niveau, når man vinder 3-0 over et stærkt FCM-hold og i øvrigt får sørget for, at der ikke rigtigt var tvivl om resultatet på noget tidspunkt. 

"Vi er det mest scorende hold i ligaen, som endda også har lukket færrest ind. Så vi er ret godt på vej, hvad det angår".

Johannes Hoff Thorup

🗓 Næste opgave for FC Nordsjælland er på torsdag, hvor Partizan Beograd venter på udebane i sidste og afgørende kamp om gruppespillet til Conference League. Med en 5-0 sejr fra første kamp, står vi med gode kort på hånden, inden der fredag trækkes lod til grupperne. 
Kampen spilles klokken 21.