NYHEDSBREV

Skriv din mail her, og tilmeld dig FC Nordsjællands nyhedsbrev

Parkhurst på landsholdet

17.02.2012 14:42 Alder: 2 yrs

Parkhurst på landsholdet

Den amerikanske forsvarsspiller er udtaget til det amerikanske A-landsholds testkamp på udebane mod Italien i slutningen af februar.

Michael Parkhurst har været ude af det amerikanske landshold i et godt stykke tid, men i januar måned udtog den nye Landstræner Jürgen Klinsmann den sympatiske forsvarsspiller til et fire ugers ophold med ligalandsholdet i USA. Et ophold, hvor Michael Parkhurst har anbefalet sig så meget, at han nu er udtaget til det rigtige landshold. En mere end velkommen nyhed i La Manga, hvor Parkhurst lige nu arbejder hårdt frem mod den nye sæson med holdkammeraterne i FCN.

- Det er fantastisk at få at vide. Det har jo været et stykke tid siden med A-landsholdet for mit vedkommende, og derfor er jeg overrasket. Jeg har arbejdet hårdt i FC Nordsjælland og med ligalandsholdet, så jeg havde håbet på det, men jeg havde bestemt ikke regnet med noget. Jeg har åbenbart efterladt et godt indtryk hos Klinsmann, siger Michael Parkhurst.

Landstræner Jürgen Klinsmann er lige nu ved at samle rygraden til det nye landshold, der om et lille halvt års tid går i gang med at forsøge at kvalificere USA til VM i Brasilien. Der er kun få kampe, før det bliver alvor, og derfor er FC Nordsjællands alsidige forsvarsspiller ekstra tilfreds med timingen i udtagelsen.

- Kampen i Italien er en af de sidste testkampe inden VM-kvalifikationen går i gang, så det er en stor chance for mig til at sætte en streg under mit navn inden kvalifikationen, og det vil jeg forsøge at udnytte inden det bliver alvor. Jeg har ambitioner om at prøve at spille for et landshold til et VM. Jeg skal blive ved med at gøre det godt i FCN og gribe mine chancer for USA. Så har jeg en chance for at min drøm går i opfyldelse.

Lige nu er Parkhurst en del af FC Nordsjællands trup i La Manga, og netop det selskab er vigtigt i forhold til udtagelsen, ifølge amerikaneren selv.

- Jeg ser udtagelsen her som et skulderklap til hele holdet og klubben. For når det går godt for holdet, så får den enkelte spiller udbytte af succesen. Det kan man også se med alle de holdkammerater jeg har fået på det danske landshold. Så det her er en stor ting for klubben og for mig, siger Michael Parkhurst.

USA møder Italien d. 29. februar i Genova, og Parkhurst er tilbage i Farum Park  1. marts, så han sammen med resten af tigrene kan være klar til forårspremieren tre dage senere i Århus.