NYHEDSBREV

Skriv din mail her, og tilmeld dig FC Nordsjællands nyhedsbrev

FCN viste det stof mestre er gjort af

26.10.2012 20:38 Alder: 1 year


Jores Okore banker bolden i kassen med venstrebenet til 1-0 over AaB, og dermed bliver han matchvinder for FCN. (Foto: Boesenfoto.dk)

FCN viste det stof mestre er gjort af

Både knaldhård fight og godt spil banede vejen for en fortjent 1-0 sejr til FC Nordsjælland i topkampen mod AaB

Mestre er gjort af et helt særligt stof, og det viste FCN sig igen i besiddelse af i topkampen mod AaB i Farum Park. Nordjyderne blev slået med 1-0 i en kamp, der rummede masser af knaldhård fight og glimrende angrebsspil.

1-0 er ikke et retivisende billede af kampen, for FCN burde have vundet større efter spil og chancer, men da det ikke lykkedes at få kampen lukket med endnu en scoring, blev de sidste minutter en test i at holde stand mod et gæstehold, der også viste topkvaliteter ved at spille sin chance fuldt ud.

De 5.423 tilskuere i Farum Park sad som naglet til sæderne i slutminutterne, hvor spillet bølgede frem og tilbage. AaB satsede helhjertet på den udligning, der stadig var indenfor rækkevidde, fordi FCN blev ved med at brænde de store muligheder, den åbne slagudveksling gav. Men FCN-forsvaret stod sin prøve, og Jesper Hansen var igen vaks i målet, når noget var ved at gå galt.

FCN-træner Kasper Hjulmand havde ændret på fire pladser i forhold til sin startopstilling mod Juventus i tirsdags. Kun tre dage efter den kraftpræstation, var det nye kræfter, der kom i spil og gjorde det rigtig flot. Det var fra start slet ikke til at se, at FCN kun havde fået to fridage fra Champions League matchen mod Juventis til topkampen i Superligaen mod AaB.

FCN tog fat i spillet fra start, og efter et varselsskud fra evigt unge Nicolai Stokholm slog midterforsvarer Jores Okore til i det 19. minut. Efter et indlæg i feltet fra Mark Gundelach fik AaB ikke ekspederet bolden væk hurtigt nok, og så var bomstærke Jores Okore over de nodjyske forsvarsspillere. Han erobrede flot bolden i feltet og hamrede læderet ind mellem venner og fjender til 1-0.

Føringen burde have været udvidet, men Morten Nordstrand skød lige forbi bagstolpen, da han pludselig slap helt fri efter et fald af en AaB-forsvarer, og Joshua John var meget tæt på at score, da han blev helt fritspillet af Andreas Laudrup.

Først mod halvlegens slutning begyndte AaB at vise lidt tænder, men Jesper Hansen reddede et skud fra Nicklas Helenius, og lidt efter skød AaB forbi fra spids vinkel, så FCN fortjent kunne gå til pausen med en føring på 1-0.

Efter pausen tog FCN igen godt fat i kampen, og højre Back Mark Gundelach var meget tæt på at score med en lumsk afslutning, men Nicolai Larsen i AaB-målet havde en rigtig god aften med flere flotte redninger.

Søren Christensen fik midt i 2. halvleg en friløber, men hans forsøg på at spille Morten Nordstand blank for tomt mål mislykkedes desværre, og så udviklede kampen sig i slutfasen til en nervepirrende affære. AaB kom dog kun til halve chancer mod et vågent og konsekvent FCN-forsvar, hvor Ivan Runje igen spillede strålende og blev kåret som kampens FCN-spiller.

Og FCN burde i tillægstiden have sat tingene endeligt på plads, da Joshua John spillede Morten Nordstrand helt fri, men afslutningen var ikke skarp nok til at snyde AaB-keeperen.

Det blev ved 1-0, og dermed en fremragende uge for FCN. To sejre i Superligaen, 3-0 over Silkeborg sidste fredag og altså 1-0 over AaB i topkampen. Og der imellem 1-1 resultatet mod Juventus i Champions League i tirsdags. 

Det var FC Nordsjællands 14 kamp i træk i Farum Park uden nederlag, og det var anden Superligakamp i træk, at Jores Okore scorede. Og denne gang gjorde det ham til matchvinder:

- Det var næsten som at slå tre fluer med et smæk, score for anden gang i træk, holde nullet og vinde. Så kan det næsten ikke blive bedre. Det skulle da lige være at score to gange i samme kamp, men det må vente til næste gang, kom det med et grin fra Jores Okore i omklædningsrummet.

Han følte sig ikke træt efter Juve-kampen:

- Nej, jeg havde det fint, og jeg synes da også, det virkede som om, vi havde gode ben allesammen. Der var mange fine tendenser i spillet. Vi burde bare have haft kampen lukket med et mål mere, for vi ved jo godt, at der kommer et pres, når modstanderne kan se muligheden for at udligne til sidst, siger Joren Okore.

Superligaen, 14. runde, 26. oktober

FCN-AaB 1-0 (1-0)
Mål:
19. minut: 1-0 Jores Okore
Tilskuere: 5.423
Dommer: Michael Tykgaard
Advarsler: Morten Nordstrand, FCN, og Kenneth Emil Petersen, AaB.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
5 Anders "AC" Christiansen (ind i 65. minut 6 Enock Adu)
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
11 Morten Nordstrand
15 Joahua John
17 Søren Christensen (ind i 79. minut 10 Mikkel Beckmann)
19 Mark Gundelach
21 Ivan Runje
22 Andreas Laudrup (ind i 57. minut Kasper Lorentzen)
På bænken uden at komme ind:
25 David Jensen
4 Henrik Kildentoft
23 Mario Ticinovic
30 Lasse Petry