NYHEDSBREV

Skriv din mail her, og tilmeld dig FC Nordsjællands nyhedsbrev

Jesper Hansen: En rigtig topkamp

26.10.2012 12:01 Alder: 2 yrs


Jesper Hansen leverede en pragtpræstation mod Juventus og glæder sig til aftenens topkamp mod AaB. (Foto: Boesenfoto.dk)

Jesper Hansen: En rigtig topkamp

FCN-keeperen har holdt buret rent to gange i træk i Fort Farum Park og håber at gentage det i aftenens hjemmekamp mod AaB kl. 18.30 

- Farum Park er jo vort fort, og det skal selvfølgelig forsvares. Kampen mod AaB er en rigtig topkamp, og vi skal virkelig præstere for at vinde, siger målmand Jesper Hansen, der har fået ros fra alle sider efter sin toppræstation mod Juventus tirsdag aften.

- Det giver selvfølgelig selvtillid og en god følelse, og vi skal prøve at tage momentum fra 1. halvleg mod Juve med os til denne kamp og spille hurtigt og direkte.

- AaB er et hold, der er spillet godt sammen, og i forhold til sidste sæson, forsvarer de bedre. Nicolai Larsen er stærk i målet, og så er Helenius og Kusk blevet et par offensive profiler, der kan afgøre kampene, så vi skal passe på og være topklar fra start, siger Jesper Hansen.

Han har holdt buret rent i de seneste to Superligakampe i Farum Park, der begge er endt med 3-0 sejre over henholdsvis Esbjerg og Silkeborg.

FCN er fortsat ubesejret på den nye kunstgræsbane, og tigrene har ikke tabt i Superligaen i de seneste 13 kampe. Den statistik vil FCN-spillerne gøre alt for at holde fast i trods et tæt kampprogram:

- Det er en meget vigtig kamp i toppen af Superligaen, og vi skal gøre alt for at hente ind på AaB’s forspring. Vi skal være parate til, at AaB sikkert vil forsøge at sætte sig på os fysisk for at udnytte, at vi brugte så mange kræfter mod Juventus. Så vi skal være på 100%, og så skal vi nok få vores målchancer. Nordstrand kom i gang i sidste uge, og Beckmann scorede mod Juve, så det lover godt, siger Jesper Hansen.

Hvis FCN-keeperen spiller op til det topniveau, han har vist i Champions League, bliver det også svært for nordjyderne at skyde hul i Fort Farum Park.