NYHEDSBREV

Skriv din mail her, og tilmeld dig FC Nordsjællands nyhedsbrev

FCN på tavlen efter heroisk fight

23.10.2012 16:46 Alder: 2 yrs


Jesper Hansen præsterede flere mirakeltredninger mod Juventus. (Foto: Boesenfoto.dk)

FCN på tavlen efter heroisk fight

Tigrene skabte sensationen med 1-1 i Parken mod Juventus. Fantomredninger af Jesper Hansen og pragtmål af Mikkel Beckmann var endda tæt på at give sejren

Det var tæt på et mirakel, da FC Nordsjælland foran 22.500 tilskuere i Parken var på vej mod en sejr over de italienske mestre fra Juventus. På et pragtmål af Mikkel Beckmann direkte på frispark kom FCN i front i det 50. minut, og den føring holdt indtil ti minutter før tid.

Men så slog håtrdt pressende Juventus til med udligningen til 1-1 og forvandlede miraklet til "kun" at ende som en sensation, som kun ganske få havde troet mulig. Jesper Hansen i målet fortsatte med fantomredninger kampen igennem, og dermed holdt de heroisk fightende tigre det uafgjorte resultat helt frem til det befriende slutfløjt.

Dermed fik FCN sit første Champions League point og fik scoret sit første mål, så nu er tigrene endelig på tavlen efter to gode tilløb mod Shakhtar Donetsk og Chelsea. Der er blevet lagt på hele tiden, og kan FCN fortsætte den linje, er klubbens rolle i gruppen langtfra udspillet. 1. halvleg mod Juventus var rigtig flot af FCN, men i 2. halvleg havde FCN det svært og måtte meget ofte vælge bare at sparke væk og fighte. Det var ikke så kønt men særdeles effektivt.

FCN havde meget flot opspil og kom også til gode afslutningsmuligheder før pausen. Det første rigtig gode forsøg stod Mikkel Beckmann for med st skud, som målmand Buffon måtte give ripoat på, men den fik Andreas Laudrup desværre ikke drejet ind mod mål igen.

Efter godt en halv times spil kom så den allerstørste mulighed for FCN, da Joshua John blev helt fritspillet på en dyb stikning. Joshua John løb med sin hurtighed fra hele Juve-forsvaret, men hans afslutning blev ikke skarp nok, og bolden prellede af på kroppen af Buffon, der ellers var helt ude af straffesparkfeltet og havde armene oppe for at parere. Havde John ramt armene, ville det have kostet rødt kort til Buffon.

- Bolden hoppede desværre for højt, og så kunne jeg ikke få skudt hurtigt nok og ramte Buffon på kroppen. Det var en stor chance, konstaterede Joshua John bagefter.

Joshua John fik også i slutningen af 1. halvleg en god hovedstødschance på Nicolai Stokholms præcise indlæg og flot opspil af Kasper Lorentzen, men John headede lige over mål. Juventus havde dog også sine muligheder i 1. halvleg, men FCN-forsvaret stod stærkt, og Jesper Hansen var som et plankeværk bagved.

2. halvleg fik en super start, set med FCN-øjne, da Andreas Laudrup fightede sig til et frispark lige udenfor feltet. Mikkel Beckmann gav sig god tid til koncentration før sit spark, som blev helt fantastisk. Bolden blev sparket knaldhårdt i en bue op i bagerste krog og gik ind til 1-0, mens målmand Buffon sprællede forgæves.

Med den scoring måtte Juventus sætte alt ind i en modoffensiv, og den kom også. FCN blev til tider trængt voldsomt langt tilbage på banen, men italienerne var ikke særlig skarpe i afslutningerne, og når de endelig fik banket på kassen, viste Jesper Hansen den ene pragtredning efter den anden, nogle af dem nærmest mirakuløse.

Juventus forsøgte sig med indskiftede angribere, og én dem, Mirko Vicinic, viste formatet i det 81. minut, da han flugtede et indlæg i nettet til 1-1. Juve havde forinden også sat danske Nicklas Bendtner på banen til det sidste kvarter, men Bendtner viste sig kun én gang med et hovedstød forbi mål. Det lykkedes FCN at kæmpe et fortjent uafgjort resultat hjem.

Det var naturligvis stor glæde i FC Nordsjællands omklædningsrum efter den præstation. Bomstærke Jores Okore udtrykte det således:

- Det er mega-dejligt. Nu har vi både fået point og scoret mål, men jeg er alligevel lidt skuffet over, at vi ikke holdt føringen helt hjem. Vi tager et skridt af gangen, og forhåbentlig kan vi lægge en tand mere på til returen og tage en sejr dernede næste gang, lyder det med stor optimisme fra Jores Okore.

Anfører Nicolai Stokholm vurderede kampen således:

- De var uhyre svære at spille mod, fordi de var så utroligt dygtige, når de havde bolden. Pirlo laver finurligheder og hele deres midtbane er meget bevægelig. Men vi spillede en flot 1. halvleg og kæmpede heroisk i 2. halvleg, hvor vi slet ikke kunne få vores spil til at køre. Og så havde vi en målmand, der virkelig tog fra. Det er dejligt, at vi endelig fik belønning i form af point, siger Nicolai Stokholm.

Champions League gruppespil, 3. runde, 23. oktober

FCN-Juventus 1-1 (0-0)
Mål:
50. minut: 1-0 Mikkel Beckmann
81. minut: 1-1 Mirko Vucinic
Tilskuere: 22.404 tilskuere
Dommer: Deniz Aytekin, Tyskland
Advarsler: Ivan Runje og Patrick Mtiliga, FCN, samt Claudio Marchisio og Giorgio Chiellini, Juventus.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
6 Enock Adu
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
10 Mikkel Beckmann (ind i 67. minut 11 Morten Nordstrand)
15 Joshua John
18 Michael Parkhurst
20 Kasper Lorentzen (ind i 88. minut 5 Anders "AC" Christiansen)
21 Ivan Runje
22 Andreas Laudrup (ind i 70. minut 17 Søren Christensen)
På bænken uden at komme ind:
16 Thomas Villadsen
19 Mark Gundelach
23 Mario Ticinovic
30 Lasse Petry