Nichlas Rohde: Island en super oplevelse

07.10.2012 11:15 Alder: 2 yrs


Nichlas Rohde i den grønne Breidablik-trøje. Han fik vist sin målfarlighed med seks scoringer.

Nichlas Rohde: Island en super oplevelse

Den 20-årige FCN-angriber Nichlas Rohde er tilbage efter to måneders succes i islandsk fodbold og med en overraskende sølvmedalje og seks scoringer i bagagen

Da FC Nordsjælland og Nichlas Rohde for godt to måneder siden blev enige om at takke ja til en lejeaftale med det islandske hold Breidablik, vidste den unge FCN-angriber ikke rigtig, hvad det ville indebære. Men han tog udfordringen og blev straks super positiv over en fantastisk modtagelse i den islandske klub.

Nichlas Rohde er nu, efter at den islandske sæson er slut, vendt retur til FC Nordsjælland med en overraskende sølvmedalje i bagagen og status som målkonge i klubben med seks scoringer, de to sidste i den afgørende medaljekamp.

Da Nichlas Rohde kom til klubben var det med henblik på at hjælpe den fri af nedrykningsfare. Breidablik er beliggende i en lille by Gardabær ca. 10 km. fra Rejkjavik, og klubben lå på 7. pladsen, da den 20-årige FCN-angriber kom til byen. Her ti kampe senere er sæsonen sluttet med en overraskende sølvmedalje, og Nichlas Rohde er en fodboldoplevelse rigere:

- Det har været en fantstisk god oplevelse for mig. Jeg spillede 90 minutter i alle ti kampe og fik scoret en masse mål, der har givet mig ekstra selvtillid. For min personlige udvikling har det også været godt. Jeg har lært at stå på egne ben og har fået snakket en masse engelsk, siger Nichlas Rohde, der dog også var så heldig, at klubbens træner kunne snakke dansk. Det er nemlig Olafur Kristjansson, der har spillet flere sæsoner hos AGF.

- Jeg er meget glad for, at jeg tog afsted og fik en masse kamptid. De tog super imod fra start, og efter kun tre fire dage på hotel, fik jeg min egen lejlighed. Jeg følte mig virkelig værdsat i klubben. Nu er jeg så tilbage i FCN, hvor jeg har kontrakt de næste par år, og mit mål er at gøre alt for også at få kamptid her. Men i efteråret må jeg nøjes med reserveholdsturneringen, da jeg først vil være spilleberettiget igen til Superligaen efter nytår, siger Nichlas Rohde.

Han kan teste sig selv på dansk niveau i Reserveholdsturneringen allerede i morgen mandag, hvor FCN tager imod FCK til en kamp kl. 11 i Farum Park.