FCN mangler lige det sidste pift

22.09.2012 19:14 Alder: 2 yrs


Joshua John forsøgte hele tiden at skabe noget med udfordrende driblinger. (Foto: Boesenfoto.dk)

FCN mangler lige det sidste pift

Efter scoring af Joshua John var FCN i vinderposition, men en enkelt fejl blev straffet af Randers, der kæmpede sig til uafgjort 1-1

FC Nordsjælland fightede til det allersidste for at få den sejr, holdet så gerne ville have haft mod Randers foran 5.300 forventningsfulde tilskuere i Farum Park. Men der manglede desværre lige det sidste pift i en ellers lang række velkomponerede angreb.

Det så lovende ud i 1. halvleg, og da topscorer Joshua John slog til i det 32. minut og scorede til 1-0 på Andreas Laudrups præcise indlæg, var FCN i den vinderposition, der kunne have udviklet sig til en fantastisk kamp, når Randers tvungent af stillingen måtte længere frem.

Desværre holdt den gunstige situation sig ikke til pausen. Ligesom i CHL-kampen i Donetsk i onsdags blev en lille blunder kort før pausen særdeles kostbar. Ud af ingenting fik Randers udlignet til 1-1 20 sekunder før halvtid, da forsvaret tøvede med at gå til Ronnie Schwartz, der derfor tog chancen langt udefra med et skud, der brækkede og snød Jesper Hansen i målet.

- Skuddet havde retning lige imod mig, men så er det som om, bolden pludselig knækker til højre, og jeg har fået vægten for meget over til den anden side, så skudet fuldstændig snyder mig. Det var et skidt tidspunkt, sagde en ærgerlig Jesper Hansen bagefter.

Og det var sandheden om den kamp, for med udligningen fik Randers mulighed for igen at starte fra nul og koncentrere alle kræfter om forsvaret, og for FCN blev hele 2. halvleg derfor en kamp mod tiden for at få kampen åbnet op igen med den forløsende scoring.

Den kom desværre aldrig, selv om FCN fastholdt et voldsomt pres på Randers og til tider også skabte de muligheder, der skulle til. Både Morten Nordstrand og indskiftede Anders "AC" Christiansen havde oplagte scoringsmuligheder, men en velspillende Davis Ousted i Randers-målet fik lige akkurat med det yderste af neglede afvist Nordstrands hovedstød, og "AC" flugtede over mål helt friitspillet af en særdeles veloplagt Joshua John.

Mens 1. halvleg var særdeles chancefattig med vanligt spilovertag til FCN, men kun få farlige afslutninger, blev 2. halvleg lagt mere underholdende med flere gode FCN-kombinationer helt ind i feltet. Der kom mere speed i det fremadrettede spil. Desværre manglede lige den allersidste pasning, der kunne skabe målet. Det kompakte Randers-forsvar fik hele tiden en tå på bolden, før det blev rigtigt farligt.

Altså lige bortset fra situationen, hvor Kasper Lorentzen med sit præcise indlæg fandt en fri Nordstrand til hovedstød, og hvor Joshua John med stor driblekunst gik til baglinjen og serverede for fødderne af Anders "AC" Christiansen. Og de to chancers skæbne blev desværre symtomatisk for kampens forløb.

FC Nordsjælland havde fortjent mee end det ene point i den kamp, men holdet viste så meget vilje til gennembrud og mod til at gå helhjertet efter sejren, at belønningen snart må komme. Næste chance i Superligaen er allerede på fredag kl. 18.30 og igen i Farum Park, hvor Esbjerg kommer på besøg.

Opbakningen fra publikum var flot, og på fredag får tilskuerne i Farum Park forhåbentlig den sejr, de var kommet efter. Forinden skal FC Nordsjælland tirsdag eftermiddag en tur til Svebølle for at spille pokalkamp kl. 16.30 mod det lokale 2. divisionshold.

Superligaen, 10. runde, 22. september

FCN-Randers 1-1 (1-1)
Mål:
32. minut:  1-0 Joshua John, assist Andreas Laudrup
45. minut: 1-1 Ronnie Schwrtz
Tilskuere:
5.291
Dommer: Jacob Kehlet
Advarsler:  Enock Adu og Nicolai Stokholm, FCN.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
6 Enock Adu (ind i 74. minut 10 Mikkel Beckmann)
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
11 Morten Nordstrand
15 Joahua john
18 Michael Parkhurst (ind i 82. minut 19 Mark Gundelach)
20 Kasper Lorentzen
21 Ivan Runje
22 Andreas Laudrup (ind i 62. minut 5 Anders "AC" Christiansen)
På bænken uden at komme ind:
16 Thomas Villadsen
23 Mario Ticinovic
24 Kamal Issah
30 Lasse Petry