NYHEDSBREV

Skriv din mail her, og tilmeld dig FC Nordsjællands nyhedsbrev

FC Nordsjælland viste flaget i en god kamp

19.09.2012 19:28 Alder: 2 yrs


Jores Okore spillede fantastisk stærkt i FCN-forsvaret. (Foto: Boesenfoto.dk)

FC Nordsjælland viste flaget i en god kamp

FC Nordsjælland spillede glimrende mod Shakhtar Donetsk men havde ikke samme farlighed som de ukrainske mestre, der vandt 2-0

FC Nordsjælland leverede en 100% godkendt indsats i sin debut på den allerstørste internationale fodboldscene, selv om den svære udekamp i Donetsk endte med et 0-2 nederlag til stærke Shakhtar.

Næsten fra første fløjt tog FCN i vanlig stil initiativet. Tog fat i bolden og spillede fornuftigt rundt med læderet, hvilket tydeligvis frustrerede det så sejrsvante hjemmehold voldsomt i den første halve time, hvor FCN havde kræfter til at fastholde dirigentstaven.

Det blev en meget chancefattig 1. halvleg, for desværre havde FCN ikke tilstrækkelig giftighed i sine tålmodigt opbyggede angreb, og som halvlegen skred frem kom Shakhtar mere og mere med og viste sit varemærke, det direkte spil.

Det lignede længe, at FCN kunne gå til pausen efter en målløs og flot 1. halvleg, men desværre for tigrene blev et boldtab midt på banen særdeles kostbart kun to minutter før 1. halvlegs afslutning. Shakhtar slog lynhurtigt kontra, og holdets armenske topscorer MKhitaryan levnede ikke Jesper Hansen en chance med sin afslutning fra nært hold til 1-0.

Jesper Hansen havde ellers stået en rigtig flot kamp i målet, og det imponerende keeperspil fortsatte han med hele kampen igennem. Og trods dukkerten med den ukrainske scoring lige før pausen fandt FCN-spillerne mod til også i 2. halvleg at gå ud og tage initiativ med bolden.

På intet tidspunkt forfaldt FCN til at sparke fodbold, og langt ind i kampen troede man på chancen for en sensationel udligning. FCN fastholdt i store perioder bolden på Shakhtars banehalvdel, og det blev til fire hjørnspark og nogle frisparksindlæg, hvoraf det ene var ved at give udligningen, da en ukrainsk forsvarer i forsøget på at heade væk var ved at lave selvmål.

Efterhånden som FCN måtte satse mere, blev Shakhtars spil også mere og mere giftigt, og i det 76. minut gik det galt, da Mkhitaryan igen slap fri efter hurtigt og direkte kontraspil. Ivan Runje fik klaret med en glidende tackling i første omgang, men desværre røg riposten tilbage for fødderne af den målfarlige spiller, der sparkede i kassen til 2-0.

FCN forsøgte alligevel til det sidste at få scoret, men efterhånden slap kræfterne op, og det gav i stedet hjemmeholdet flere gode scoringschancer mod slutningen, hvor Jesper Hansen diskede op med den ene pragtredning efter den anden.

Facit blev 2-0, og FCN tabte til et hold, der er lidt skarpere i front. Men i selve fodboldspillet kan tigrene sagtens være med på det plan, og kampen lover godt for FC Nordsjællands kommende fem kampe i gruppespillet. Spillerne fik værdifuld erfaring og selvtillid trods nederlaget. Især brillerede unge Jores Okore i centerforsvaret med en bomstærk indsats

Kampens gang minut for minut:

21. minut: Lidt tilfældig skudchance til Shakhtars Willian, men Ivan Runje får blokeret i sidste øjeblik.
27. minut: Nicolai Stokholm rykker direkte mod mål og fyrer et glimrende skud af, som den ukrainske keeper kun lige akkurat kan parere.
36. minut: Adriano er ved at slippe fri ude i siden af straffesparksfeltet, men rutineret tvinger Jesper Hansen ham til at tage en dribling udad. Adriano prøver at filme et straffespark og får korrekt advarsel, men det får Jepser Hansen også for at skælde ud over skuespillet.
40. minut: Nærgående skud fra Shakhtars armenske topscorer Mkhitaryan, men Jesper Hansen redder med en fodparade.
44. minut: 1-0 til Shakhtar, da træfsikre Mkhitaryan udnytter en frispilning tæt under mål efter hurtigt kontraspil, hvor et boldtab af FCN midt på banen bliver lynhurtigt straffet.
50. minut: Stor chance til Shakhtar på flugtskud efter hjørnespark, og farligt klumpspil efter redning af Jesper Hansen i to forsøg.
53. minut: Hovedstød af Ivan Runje efter hjørnespark.
58. minut: Jesper Hansen forhindrer en friløber ved at sparke væk for næsen af en Shakhtar-spiller langt ude på banen.
63. minut: Netop indskiftede Anders "AC" Christiansen slipper fri ved baglinjen, og på hans skarpe indlæg er Kasper Lorentzen ved at komme til afslutning, men rives ud af balance.
69. minut: Shakhatar er lige ved at lave selvmål på hovedstød efter frisparksindlæg fra Mtiliga.
73. minut: Jesper Hansen parerer knaldhårdt skud fra Willian.
75. minut: Hovedstød fra Adriano bliver grebet ud af Jesper Hansen.
90. minut: Super refleksredning af FCN-keeperen på hovedstød fra nært hold af Devic.

Champions League, gruppespil, 1. runde, 19. september

Shakhtar Donetsk-FCN 2-0 (1-0)
Mål:
44. minut: 1-0 Mkhitaryan
76. minut: 2-0 Mkhitaryan
Tilskuere: 45.816
Dommer: Pawal Gil, Polen
Advarsler: Adriano og Srna, Shakhtar, samt Jesper Hansen, Søren Christensen, Kasper Lorentzen, Joshua John og Patrick Mtiliga, FCN.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
6 Enock Adu
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
10 Mikkel Beckmann
15 Joshua John (ind i 81. minut 22 Andreas Laudrup)
17 Søren Christensen (ind i 62. minut 5 Anders "AC" Christiansen)
18 Michael Parkhurst
20 Kasper Lorentzen (ind i 72. minut 11 Morten Nordstrand)
21 Ivan Runje
På bænken uden at komme ind:
16 Thomas Villadsen
19 Mark Gundelach
23 Mario Ticinovic
30 Lasse Petry