NYHEDSBREV

Skriv din mail her, og tilmeld dig FC Nordsjællands nyhedsbrev

Stokholm: Positivt med alle de spændende opgaver

07.09.2012 18:42 Alder: 2 yrs


Kasper Lorentzen, Jores Okore, og Nicolai Stokholm samlet foran Hotel Marienlyst i Helsingør i forbindelse med dagens pressemøde i landsholdslejren. (Foto: FCN)

Stokholm: Positivt med alle de spændende opgaver

Alle tre FCN-spillere i landsholdslejren holder lige nu fuld fokus på lørdagens vigtige VM-kval. kamp mod Tjekkiet

I morgen aften spiller Danmark mod Tjekkiet i Parken den første af 10 VM- kvalifikationskampe, og landstræner Morten Olsen har haft hele sin trup samlet i Helsingør siden mandag som forberedelse til den vigtige match.

FC Nordsjælland er repræsenteret med hele tre spillere, Nicolai Stokholm, Jores Okore og Kasper Lorentzen. De samme tre, som også var med i den sidste testkamp mod Slovakiet, hvor de alle fik spilletid.

I dag holdt Morten Olsen og hele truppen det sidste pressemøde på Hotel Marienlyst før kampen mod Tjekkiet. Alle tre FCN-spillere glæder sig til opgaven, som de holder fuld fokus på, selv om der hjemme i klubben hele ugen har været hektisk aktivitet omkring billetsalg til Champions Legue.

I var også alle tre med i testkampen mod Slovakiet. Mærker i en forskel i forhold til opgaven i morgen?

Nicolai Stokholm: - Vi kan da godt mærke, at det nu er en kvalifikationskamp om vigtige point i forhold til en testkamp. Dels har vi været samlet i noget længere tid op til den her kamp, og så er det en ny kvalifikation, som alle er meget koncentreret om.

Kasper Lorentzen: - Ja, det betyder specielt meget, at det er den første kval. kamp, og man ved, at det er meget vigtigt at komme godt fra start. Der bliver arbejdet intenst med det taktiske og de enkelte spilsituationer, nu hvor vi også skal spille uden Bendtner.

Kan det være svært at være her og væk fra klubben i en uge, hvor FCN forbereder sig til vigtige Superligakampe og Champions League, eller er det en god øvelse i at adskille tingene?

Nicolai Stokholm: - Når jeg er her, er det med 100% fokus på landskampen og på at præstere her. Fagfolkene i FCN tager sig fint af alt det andet, og billetsalget har jeg jo alligevel ingen indflydelse på, selv om det er spændende. Fra på tirsdag skifter fokus så til FCN og vores Superligakamp i Parken mod FCK. Og først herefter gælder det Champions League for mig.

Kasper Lorentzen: - Jeg føler også bare, at det er fedt at være her lige nu. Det er ikke svært at skille tingene ad, og det er bare ekstra dejligt at tænke på, at der også venter fede ting bagefter.

De siger alle tre, at Champions League i landsholdslejren kun er noget, man bruger til lidt hyggesnak spillerne imellem. Unge Jores Okore er også for alvor ved at føle sig hjemme i nationaldragten og føler sig tryg i omgivelserne:

Jores Okore: - Det er da dejligt at have et par klubkammerater her, men jeg har jo været med i landsholdsregi nogle gange nu, så jeg har lært at hænge ud med en hel del forskellige spillere.

Nicolai Stokholm: - Det er spændende at være med omkring landsholdet, og at vi er tre fra FCN er udtryk for, at vi har gjort meget rigtigt i klubben. Det er en ære at være her og et dejligt afbræk fra hverdagen. Det er positivt med alle de spændende opgaver.

Om nogen de tre FCN-spillere er med i startopstillingen løftede landstræner Morten Olsen vanen tro intet af sløret for, men landstræneren glædede sig over, at samtlige mand i truppen enten er på banen eller bænken, så han har alle taktiske muligheder åbne undervejs. Tidligere har reglerne påbudt, at en spiller eller to skulle sies fra til tribunen.