NYHEDSBREV

Skriv din mail her, og tilmeld dig FC Nordsjællands nyhedsbrev

FC Nordsjælland styrker truppen

29.08.2012 11:59 Alder: 2 yrs


Kamal Issah er starter hos FCN i dag på en treårig kontrakt.

FC Nordsjælland styrker truppen

Onsdag formiddag blev FC Nordsjælland, franske Rennes og midtbanespilleren Kamal Issah enige om en transfer, der betyder at ghaneseren i dag er tiltrådt en treårig aftale med de danske mestre.

Kamal Issah, der i morgen torsdag fylder 20 år, kommer oprindeligt fra samme klub som Enoch Adu, hvor de har spillet sammen på diverse ungdomshold. Han har de seneste to år været på kontrakt med Rennes i den bedste franske liga, hvor han har været igennem det højt respekterede akademi og jævnligt trænet med førsteholdet.

Sportsdirektør Jan Laursen fortæller om skiftet:

- Efter et succesfuldt besøg i juli måned var vi overbevist om, at Issah Kamal var værd at satse på som en fremtidens mand. Efter længere tids arbejde med at få alle aftaler på plads, er alt nu ordnet, og vi glæder os meget til at arbejde sammen med ham i de kommende år.

- Vi glæder os over at have fundet endnu en spændende ung spiller med stort udviklingspotentiale, der passer til vores spillestil, lyder ordene.

Cheftræner Kasper Hjulmand er også glad for tilgangen:

- Vi har allerede et indgående kendskab til Kamal Issah, som er en spændende, ung, central midtbanespiller. Han har et rigtig godt blik for spillet, er god til at bygge op, placerer sig hele tiden godt på banen og er teknisk begavet.

- Han er dygtig i det fremadrettede pasningsspil, både det korte og det lange, og han er en type, der passer godt ind i den måde, vi gerne vil spille fodbold.

- Han er dog kun 20 år og skal udvikle sig yderligere. Han har kvaliteterne allerede nu, men vi har tålmodighed med ham og ser ham i udgangspunktet som en del af fremtidens hold. I første omgang glæder jeg mig over, at tingene nu er faldet på plads, så vi kan tilknytte ham allerede nu, fortæller cheftræneren.

Kontrakten løber frem til 31. december 2015.

Se og hør Kamal Issah på FCN TV inden længe.