Stimen blev brudt i Midtjylland

21.07.2012 16:45 Alder: 2 yrs


Anfører Nicolai Stokholm reducerede til 1-3 på kampens sidste spark men det var en fattig trøst i nederlagets stund. (Foto: Boesenfoto.dk)

Stimen blev brudt i Midtjylland

Efter 10 kampe i træk uden nederlag måtte FC Nordsjælland se sig slået 3-1 af et veloplagt FCM-mandskab

Da FCN Påskedag i begyndelsen af april spillede 1-1 i Herning mod FC Midtjylland blev det starten til en stime på 10 kampe uden  nederlag, inden stimen så stoppede i dag samme sted, da FC Nordsjæland tabte 1-3 til en flok veloplagte jyske ulve.

I mellemtiden havde FCN præsteret otte sejre og to uafgjorte kampe, før det gik galt her i anden runde af den nye sæson. Og nederlaget kom som konsekvens af en dag, hvor hjemmeholdet var ekstremt effektiv og koncentreret, mens FCN fik en lidt skæv start og egentlig aldrig for alvor blev en trussel mod den midtjyske sejr, selv om tigrene fastholdt sit spilkoncept og vanen tro havde bolden klart mest.

FCN måtte igen møblere lidt rundt om i startopstillingen på grund af Morten Nordstrands skade i sidste kamp og sygdom hos Kasper Lorentzen, mens Enock Adu var tilbage efter karantæne. Det virkede dog fra start som om, FCN fandt ind i en fint sammenspil, der holdt de tydeligt toptændte ulve rimeligt godt fra biddet.

Men bedst som Nordsjælland var ved at få vant kontrol over kampen kom et afgørende moment af kostbare fejl. Danny Olsen snørede Ticinovic på den uvante plads som venstre back, og det skarpe indlæg fra Danny Olsen fik målmand Jesper Hansen desværre ikke ordentligt fat på. Bolden smuttede ud af hænderne på den liggende Jesper Hansen, og Rilwan Hassan kunne let rage den i det tomme mål til 1-0.

Inden da havde Jesper Hansen holdt rent bur i seks Superligakampe i træk, og en syvende havde været ny rekord, men den imponerende serie sluttede altså med FCM's første mål, og der skulle komme et par stykker mere af slagsen fra de på dagen meget effektive midtjyder. For selv om FCN kom pænt med igen efter den første forskrækkelse viste FCM igen kynisme med en scoring til 2-0 i det 34. minut ved Tim Janssen efter et flot angreb.

FC Nordsjælland havde bolden mest både i 1. halvleg og 2. halvleg, men før pausen lykkedes det aldrig tigrene at bryde helt igennem til målchancer. Tættest på scoring var Rawez Lawan, der trak sig selv fri til en oplagt skudchance, men der kom slet ikke den fornødne snert i skuddet.

Det lykkedes ofte FCM at kyse gæsterne med voldsomme tacklinger, og det var tydeligt, at frispark var en del af gameplanen for at slå FC Nordsjællands spil i stykker. Det gav fortjent gult kort til både Igboun, Afriyie og Uzunna samt et ligeså fortjent til Søren Christensen, da FCN endelig begyndte at give igen med samme mønt.

Efter pausen forsøgte Nordsjælland at træde lidt længere frem, mens FCM koncentrerede sig om at være kompakt i defensiven, og da Mads Albæk efter små ti minutter i 2. halvleg kunne øge til 3-0 efter et dumt boldtab lige udenfor eget felt, var kampen i realiteten afgjort, selv om FCN i den sidste halve time kom frem til langt flere muligheder end i den første time af kampen.

Henrik Kildentoft havde en hovedstødschance på en dejligt set fremlægning fra Ivan Runje, og en hurtig reducering kunne have skabt ny spænding. Men den kom ikke, selv om Cheftræner Kasper Hjulmand forsøgte sig med indskiftning af Christian Gytkjær og den sygdomsramte Kasper Lorentzen i den sidste halve time.

Tobias Mikkelsen var tæt på med et knaldhårdt skud, som Jonas Lössl ikke kunne holde, men FCM-keeperen nåede først frem til riposten og reddede lige for støvlenæsen af Kasper Lorentzen. Nicolai Stokholm fik en skudchance efter et at FC Nordsjællands mange hjørnespark i kampen, men venstreskøjten var ikke træfsikker nok. Og heller ikke indskiftede Mark Gundelach formåede at score, da han blev spillet blank med målmand Lössl.

På kampens allersidste spark tre minutter inde i tillægstiden lykkedes det dog FCN at pynte på resultatet. Ivan Runje løftede bolden frem over forsvaret, og Christian Gytkjær headede med stort overblik tilbage til Nicolai Stokholm, der med højrebenet tordnede bolden i kassen på en helflugter til 1-3, og anføreren er hermed sæsonens FCN-topscorer med to træffere.

Det imponerende stime er brudt, men den kunne jo ikke vare evigt, og for FCN er det så om at starte en ny hjemme mod OB søndag 29. juli på den nye kunstgræsbane. Med tre point på tavlen efter to meget svære udekampe møder de danske mestre på søndag kl. 19.00 op foran eget publikum for første gang i sæsonen, og det trækker forhåbentlig mange tilskuere til Farum Park som fortjent opbakning. 

Superligaen, 2. runde, 21. juli

FCM-FCN 3-1 (2-0)
Mål:
14. minut: 1-0 Rilwan Hassan
34. minut: 2-0 Tim Janssen
54. minut: 3-0 Mads Albæk
90. minut: 3-1 Nicolai Stokholm, assist Christian Gytkjær
Tilskuere: 4.315
Dommer: Peter Rasmussen
Advarsler: Sylvester Igboun, Kolja Afriyie, Izunna, FCM, samt Søren Christensen, FCN.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
4 Henrik Kildentoft
6 Enock Adu
7 Nicolai Stokholm
9 Tobias Mikkelsen
12 Rawez Lawan (ind i 60. minut 24 Christian Gytkjær)
17 Søren Christensen
21 Ivan Runje
22 Andreas Laudrup (ind i 60. minut 20 Kasper Lorentzen)
23 Mario Ticinovic (ind i 84. minut 19 Mark Gundelach)
På bænken uden at komme ind:
16 Thomas Villadsen
13 Oguzhan "O.G." Aynaoglu
29 Søren Henriksen
30 Lasse Petry