NYHEDSBREV

Skriv din mail her, og tilmeld dig FC Nordsjællands nyhedsbrev

Flash is required!

FCN forlænger med Søren C

19.07.2012 18:00 Alder: 2 yrs

FCN forlænger med Søren Christensen

Kontrakten mellem Søren Christensen og FC Nordsjælland løber nu frem til udgangen af 2014, og dermed er en kulturbærer sikret i klubben lang tid frem. Hør kommentarerne i indslaget herover

Søren Chistensen er med sine kun 26 år til trods den spiller i den nuværende Superligatrup, der har spillet flest kampe for FC Nordsjælland. Mandag aften i Horsens var det 183. gang, at Søren C spillede med tigeren på brystet, og nu ser det ud til, at det kan blive til mange flere.

FC Nordsjælland har netop forlænget kontrakten med Søren Christensen, der ellers havde kontraktudløb til nytår, og parterne har nu papir på hinanden to år længere frem til slut 2014. Dermed har Søren Christensen også udsigt til at blive den kun anden spiller nogensinde i FCN, der runder 200 kampe, indtil videre kun overgået af klublegenden Thomas Andreasen.

Søren Christensen er fra Sydhavsøerne og kom til FCN i sommeren 2006 efter at have trådt sine barnestøvler i Døllefjelde Musse IF og LFA, der netop er blevet samarbejdsklub med FC Nordsjælland. 158 af de 183 kampe har Søren Christensen spillet i Superligaen, og han er dermed den spiller med flest Superligakampe i FCN.

Det er blevet til ialt 16 scoringer, heraf de 12 i Superligaen og over halvdelen af disse alene i den seneste sæson, hvor Søren Christensen udviklede sig kolossalt i rollen som forreste mand på midtbanen og scorede 8 mål. Dermed blev Søren Christensen delt topscorer med Mikkel Beckmann i FC Nordsjællands guldsæson.

Ved sidste uges FCN Award blev der indstiftet en ny pris som klubbens kulturbærer, og den gik i første omgang til anfører Nicolai Stokholm, men med kontraktforlængelsen kan Søren Christensen blive et godt bud på den pris næste gang, for han står også for alle de klubværdier, den pris symboliserer.