Status fra Jonathans familie
Jonathan Richter har fået amputeret den nederste del af sit venstre ben men viser så stor fremgang på Hvidovre Hospital, at han meget snart kan flyttes fra den intensive afdeling.
Jonathan Richter ligger fortsat på den intensive afdeling på Hvidovre Hospital. Her har kirurgerne amputeret hans venstre ben fra under knæet, da det var meget beskadiget af lynnedslaget. Beslutningen om at fjerne benet var Jonathan Richter selv med til at træffe, og operationen har efterfølgende forbedret hans almene tilstand kraftigt.
Derfor har Jonathan ikke længere brug for den omfattende pleje på den intensive afdeling. Lægerne mener nu, at lettere medicinsk pleje er tilstrækkelig, og derfor kan han meget snart flyttes til en anden afdeling på Hvidovre Hospital.
Jonathans fremgang vækker stor glæde hos familien Richter, venner og hos alle i og omkring FC Nordsjælland, men familien vil endnu engang opfordre alle til, at respektere den fortsatte fred og ro som Jonathan har brug for i den kommende tid, hvor han skal klare den hårde genoptræning, der venter ham. Samtidig vil de igen gerne understrege den enorme betydning, som alle de tilkendegivelser familien har modtaget til Jonathan, har haft og stadig har.
Anbefal denne artikel til en ven
