Selv om tigeren har fået farvet pelsen, så er der vidst ingen tvivl om, at den hører hjemme i Nordsjælland. Men nu har det utilsigtede lån af FCN logoet faktisk endt op med at bygge en lille fodboldbro over Atlanten.
Fejl fører til samarbejde
I stedet for at skulle ændre logo og købe nye trøjer til alle ungdomshold, så har den lille amatørklub Princeton FC fra New Jersey i USA fået en venskabsklub i den danske SAS Liga.
Det var med røde ører at Princeton FC i sin tid kontaktede FC Nordsjælland. Den lille nystartede amatørklub havde selv opdaget, at deres flotte nye logo, med den velkendte nordsjællandske tiger, langt fra var så kreativt, som de selv havde troet, da en frivillig arbejdskraft havde tilbudt dem det i klubbens opstartsfase.
”Der er ingen tvivl om, at fejlen er vores. Dem der har formet vores logo, da klubben startede op for under to år siden, har i den grad manglet kreativitet, når de har lånt så meget fra en stor dansk klub. Vi synes logoet er flot og er meget glade for det, men da det kom os for øre, at det var så godt som kopieret, så reagerede jeg med det samme. Vi er meget kede af den forvirring eller uro det evt. måtte have givet,” siger Peter Luther, Formand i Princeton FC.
Formanden kontaktede derfor selv FC Nordsjælland, da han opdagede sammenfaldet mellem den amerikanske orange og hvidfarvede tiger og den røde og gule i Danmark. Princeton FC tilbød at ændre logoet. Men i stedet har FC Nordsjælland valgt at lade amerikanerne beholde deres let ændrede version.
”Der er ingen tvivl om at tigerlogoet er vores, da det blev specielt designet til os, dengang FC Nordsjælland så dagens lys. Men vi ser ikke en mindre amatørklub i USA som en direkte konkurrent eller det her som en stor sag. Samtidigt følte vi, at der er menneskelige hensyn at tage i denne sammenhæng. Hvis vi bad dem om at ændre deres logo, som de tilbød, så ville det betyde, at de skulle smide alle de spilletrøjer de har indkøbt til deres 16 ungdomshold ud. Og den slags gør ondt i økonomien i en nystartet amatørklub. Vi synes også det tjener dem til at ære, at de selv kom til os med en tilståelsessag, og de har overbevist os om, at der ingen slette intentioner lå bag kopieringen af logoet. Så vi valgte at gribe det konstruktivt an, og tilbød dem i stedet at blive venskabsklub med os. Vi har heldigvis meget mere at byde på end et flot logo, og de har taget imod vores tilbud,” siger Klubejer Allan K. Pedersen.
Efter at klubberne kom i dialog med hinanden blev det klart, at FCN og Princeton har flere ting til fælles udover det meget omtalte logo. Den amerikanske klub er udelukkende sat til verden for at give børn en chance for at dyrke deres talent på højest mulige niveau på de foreløbigt 16 hold de har. En tanke, som vækker sympati i FCN, der har talentudvikling som et hjertebarn – ikke mindst gennem Fodbold Samarbejde Nordsjælland. Medlemskab heri er forbeholdt klubber i Danmark, men Princeton har udover at kunne beholde deres logo også fået mulighed for på sigt, at kunne sende årgange af deres talenter til Farum Park, hvor de kan benytte faciliteter og hotel til træningslejre ligesom flere udenlandske klubber allerede gør på både senior og ungdomsniveau. Desuden vil medlemmerne i PFC f.eks. kunne stille FC Nordsjællands amerikanske landsholdsspiller Michael Parkhurst spørgsmål via e-mail, hvorefter svarene fra forsvarsspilleren vil blive sendt retur til USA med en stak signerede idolbilleder. En udvikling som Princeton FC ikke i deres vildeste fantasi havde set komme, da de henvendte sig til FC Nordsjælland med en ren tilståelsessag og et flot logo de regnede med at måtte kassere.
”Vi er taknemmelige over den måde FC Nordsjælland har grebet det her an på. De har vist en positiv og forstående indgang til det hele. Udgangen på scenariet overgår alle de forventninger og forhåbninger vi havde, da vi tog kontakten til klubben. Det at vi kan beholde logoet betyder meget for Princeton FC, for nu behøver vi ikke at ændre vores hjemmeside og skifte spilletrøjerne ud på alle klubbens 16 hold, der udelukkende består af børn. Og vi glæder os meget til at udforske og benytte de muligheder FC Nordsjælland har givet os i venskabsaftalen, hvor vi som nystartet amatørklub kan få inspiration fra en fuldt professionel klub i Europa. Jeg tror på, at der ligger mange muligheder i det for os i fremtiden, og i første omgang bliver det fantastisk for vores unger, at de kan få kontakt med et idol som Michael Parkhurst. Denne her historie viser i den grad, at gode ting rent faktisk kan komme ud af uheld og problemer,” siger Peter Luther.

