Chris Sargeant efter Fortuna: Det var en hård kamp i dag

17.03.2024 19:51

Søndag eftermiddag skød vi mesterskabsspillet i Gjensidige Kvindeligaen i gang. Efter en lang vinterpause skulle Kvindeliga-holdet forsøge at følge op på de gode takter, de hidtil havde vist i sæsonen, hvor man overvintrede på 2. pladsen i ligaen. Første test var på den svære udebane i Fortuna Hjørring, hvor Chris Sargeants hold skulle i kamp.  

Efter fem minutters spil fik FCN-holdet en god start, da Anna Walter fik skubbet bolden ind over stregen til en føring på 0-1. 35 minutter efter var det efter flot spil igen Walter, der kunne notere sig for sin anden scoring, hvilket betød, at Kvindeliga-holdet kunne gå til pause med en føring på 0-2. 

Fortuna Hjørring kom bedre ud til en hård anden halvleg, hvor Omewa Joy Ogochuckwu efter 63 minutters spil kunne reducere føringen til 1-2. Fortuna pressede derefter på, men det var et FCN-hold, der stod imod presset helt indtil sidste minut, hvor Ogochuckwu desværre også kunne notere sig endnu en scoring, da hun fik udlignet til slutresultatet 2-2. 

Det var derfor en cheftræner, Chris Sargeant, der både er nogenlunde tilfreds med det ene point på en svær udebane – men som naturligvis, ligesom spillerne, er skuffede over at smide en 0-2 føring og lukke en sen udligning ind.  

– Det var en hård kamp i dag, hvor vi kæmpede og viste en god viljestyrke – især mod slutningen. Overordnet spillede vi ikke den bedste kamp, på trods af vi scorede to virkelig gode mål. Vi havde også godt momenter undervejs i kampen, men vi kunne have spillet bedre. – Det er et svært sted at spille, og Fortuna Hjørring er et rigtig godt hold, der kan gøre kampene svære – især på deres hjemmebane. Så at få ét point med derfra er ikke det værste resultat, men vi føler os skuffede, da vi var foran med 2-0, hvilket vi ikke formåede at holde fast i. – Vi tager en masse positiver og negativer fra kampen med videre, som vi kan få arbejdet videre på inden de næste to spændende kampe mod HB Køge og Brøndby, hvilket vi glæder os meget til, hvor vi også kommer tilbage på Right to Dream Park igen.

Kvindeliga-holdet kan se frem til to topbrag på hjemmebane i Gjensidige Kvindeligaen, da HB Køge først kommer på besøg lørdag d. 23. marts, hvorefter Brøndby IF gæster os i Right to Dream Park d. 30. marts.