Frederikke Jensen / Gonzales Photo

Nederlag i pokalen: Bittesmå ting afgør kampen

11.04.2024 22:54

I en kamp, der var ualmindelig lang tid om at blive fløjtet i gang, blev vores håb om en pokalfinale desværre slukket. Returopgøret i pokalsemifinalen endte med et nederlag mod AGF på 1-0, og dermed kunne århusianerne sikre sig en samlet sejr på 4-2.

Med en sejr i første kamp var det naturligt nok heller ikke et hjemmehold, der var interesserede i at angribe opgøret, og cheftræner Johannes Hoff Thorup var heller ikke overrasket over kampbilledet.

Tempoet i kampen 🏁

– Det er så godt som umuligt at åbne et hold, der ikke er interesserede i at åbne noget som helst op. Men det er ikke nogen klagesang, for det var præcis, hvad vi forventede af kampen, og vores opgave var så at holde tempoet oppe og minimere spilstop, hvor rytmen kunne brydes. Det lykkedes vi med til tider, men der var desværre også perioder, hvor vi kom for langt ned i tempo.

Marginalerne 🔎

– Det er jo bittesmå ting, der ender med at afgøre den her fodboldkamp. Vi har en kæmpe chance midt i første halvleg og rammer stolpen i anden halvleg. Det havde åbnet kampen og givet en helt ny situation, hvor begge hold var lige og skulle op og jagte en sejr.