FCN Ungdom

FCN Ungdom

VELKOMMEN TIL FCN UNGDOM

Til kamp for bedre talentudvikling

FC Nordsjælland har haft ungdomsfodbold siden januar 2006 og er på den korte tid allerede blevet en af Danmarks førende klubber indenfor talentudvikling. Klubben har etableret sig både i U17 og U19 Ligaerne, er repræsenteret på diverse nationale U-landshold og opnåede i foråret 2009 A + Licensstatus. Dansk Boldspil Unions fornemmeste blåstempling af en klubs talentudviklingsmiljø.

Der bruges mange ressourcer på talentudviklingen i FC Nordsjælland fordi det skal danne fundamentet for klubbens Superligahold. Helt fra start af udviklingen af en FCN spiller, er der fokus på de tekniske og koordinationsmæssige elementer, så som førsteberøringen, finter, pasninger, afslutninger og løbeskoling.

Under ledelse af Carsten Dohm startede FCN for nogle år tilbage målrettet teknisk træning -Specifik træning -sideløbende med holdtræningen på U12 – U15 holdende i moderklubben Farum BK. Det har allerede nu vist sig at have en positiv effekt på ungdomsspillernes tekniske og motoriske evner.

Bedst i landet til det klubben vil

FC Nordsjællands erklærede mål er at være den klub i Danmark som leverer flest spillere fra eget talentudviklingsmiljø til klubbens Superligahold.

Derfor vil klubben altid satse på udviklingen af sine egne unge spillere og de skal være teknisk meget velfunderede og fremadrettede fodboldspillere, med en højt udviklet vindermentalitet og tro på egne evner.

FCN vil gerne præge eliten af dansk ungdomsfodbold med gode resultater. Vigtigst er det dog at spillerne udvikler sig til at kunne blive Superligaspillere i klubben og derfor er udviklingen af den enkelte spiller af klart højeste prioritet. Dette skal gøres i trygge og kvalificerede rammer så spillerne kan udfolde deres fulde potentiale.

Den røde tråd med boldbesiddende, teknisk, fremadrettet og attraktiv fodbold, føres helt nede fra de helt yngste spillere og frem til klubbens Superligahold. For at kunne gøre dette går klubben også efter altid at have og videreuddanne de bedste trænere og ledere i landet, så den røde tråd altid er tydelig i klubben.

FCN Ungdom er under ledelse af Talentchef Kenneth Rasmussen og A+ træner Christian Nielsen.